Skatteministeriet har fået 117 advarsler - og holdt dem tilbage for Folketinget

Siden 2016 er Skatteministeriet blandt andet blevet advaret om dybe huller i kontrollen med selskabsskat.

Rapporterne er aldrig blevet delt med Folketinget, på trods af at skatteordførere har spurgt ind til dem. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Siden 2016 har Skatteministeriet modtaget 117 advarsler om mangelfuld kontrol på en lang række forskellige områder af sin egen vagthund, Skatteministeriets Koncernrevision.

Det skriver Berlingske, som er kommet i besiddelse af flere revisionsrapporter.

Ifølge avisen peger advarslerne blandt andet på dybe huller i kontrollen med milliardstore områder som selskabsskat, punktafgifter, bilimport og told.

Advarslerne i rapporterne er ikke blevet delt med Folketinget siden 2016, selv om forskellige skatteordførere har spurgt ind til dem i årenes løb.

Forklaringen har været, at Rigsrevisionen, der står for kontrollen med statens regnskaber, formelt overtog den interne revision af Skatteministeriets område i begyndelsen af 2016.

Burde have været delt

Advarslerne er dog så alarmerende, at rapporterne burde være blevet delt med Folketinget. Det mener Peter Skærbæk, professor i revision ved CBS.

- Der er ingen tvivl om, at de mest alarmerende af rapporterne, der eksempelvis peger på risikoen for tabte skatteindtægter eller lovbrud fra Skattevæsenets side, er alvorlige og naturligvis har relevans for Folketinget, siger han til Berlingske.

Efter en henvendelse fra Berlingske oplyser skatteminister Morten Bødskov (S), at Skatteministeriet efter vinterferien vil dele alle rapporter med Folketinget.

Han siger, at beslutningen om ikke at dele rapporterne ligger før hans tid som skatteminister. Han har dog ingen grund til at tro, at den tidligere regering ikke har forsøgt at tage hånd om de udfordringer, der nævnes i rapporterne.

Tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) forsvarer beslutningen om ikke at dele rapporterne med, at det ikke ville have løst nogen problemer.

I stedet blev der ifølge ham lavet den praksis, at når der var et problem, så ville det blive præsenteret for forligskredsen.

/ritzau/