Skipper er tavs om sin egen fremtid: Folketingsmedlemmer vil lade hende fortsætte fire år mere

Med Enhedslistens nuværende rotationsprincip må Pernille Skipper ikke stille op igen ved næste folketingsvalg.

Politisk ordfører Pernille Skipper kan få en omgang mere i Folketinget, hvis det står til flere i partiets folketingsgruppe. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Politisk ordfører i Enhedslisten Pernille Skipper skal kunne blive siddende på posten en omgang mere.

I hvert fald hvis det står til seks ud af 13 medlemmer i Enhedslistens folketingsgruppe. De bakker op om et forslag om at forlænge det såkaldte rotationsprincip i partiet til 11 år i stedet for den nuværende regel om, at medlemmer kun kan sidde i Folketinget i sammenhængende syv år.

Et princip, som blandt andet vil ramme Pernille Skipper, og som betyder, hun ikke kan genopstille til næste folketingsvalg.

- Vi får ikke fuld valuta for de politiske talenter, vi udvikler. Den periode, vi har nu, den er simpelthen for kort, siger Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested, der har stillet forslaget.

- Jeg synes, vi hælder guld på gaden, siger han.

Beslutningen er dog ikke alene op til folketingsgruppen, men op til partiets delegerede, der skal stemme om det til det kommende landsmøde i efteråret.

I alt har seks ud af 13 folketingsmedlemmer meddelt DR Nyheder, at de bakker op om forslaget, mens tre ikke har taget stilling, og én er imod. De resterende tre er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Skipper siger ikke noget selv

Frontfiguren Pernille Skipper, der selv tog over efter Johanne Schmidt-Nielsen efter en lignende debat, vil ikke blande sig i diskussionen.

- Det vil jeg simpelthen blande mig helt udenom, siger hun.

- Det er et forslag, som skal til debat på Enhedslistens årsmøde, og det siger jeg ikke noget om. Det er op til medlemmerne.

Enhedslisten holdt pressemøde i Det Kongelige biblioteks Have efter deres sommergruppemøde tirsdag den 11. august 2020. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Har du lyst til at fortsætte?

- Den sti vil jeg ikke begynde at bevæge mig ned ad. Diskussionen skal være sin egen, så det vil jeg hverken sige det ene eller det andet omkring, siger Pernille Skipper.

Ikke stillet for blot at redde Skipper

Forslaget er ikke stillet for at redde hverken Pernille Skipper en periode mere eller Henning Hyllested selv, der også står til at ryge ud.

- Jeg har meldt ud, at jeg trækker mig under alle omstændigheder ved næste folketingsvalg, siger Henning Hyllested.

- Det handler ikke bare om Pernille Skipper, men i det hele taget om folk på mange poster. Det er et pissehamrende hårdt arbejde at være frontperson for Enhedslisten, og det skal hun helt selv tage stilling til, siger han.

Også retsordfører Rosa Lund og forsvarsordfører Eva Flyvholm støtter forslaget. Eva Flyvholm mener, at en udvidelse af princippet vil sikre, at medlemmerne, der sidder på Christiansborg har størst mulig viden og ballast.

- Ærligt; det tager tid at lære at være i Folketinget. Jeg mener, det er godt, hvis man kan være her i tre perioder, siger hun.

- Det betyder også noget for folk, at de kender den politiker, de har stemt på. At de ved, hvad de står for, når de har været her noget længere tid, siger hun.

Enhedslistens DNA

Enhedslisten er det eneste parti med et rotationsprincip. Og selve princippet bakkes op af samtlige medlemmer, DR Nyheder har været i kontakt med.

- Det er jo Enhedslistens DNA, og jeg er stor tilhænger af rotationsprincippet, siger klimaordfører Mai Villadsen.

Hun støtter op om forslaget, da hun mener, det vil styrke partiet, at medlemmerne kan sidde længere tid.

For arbejdsmarkedsordfører Jette Gottlieb betyder princippet meget. Hun mener ikke, det skal ændres på reglerne.

- Det er Enhedslistens arvesølv. Vi har lavet rotationsprincippet for netop at sikre udskiftning især blandt politikere og sikre, vi ikke får levebrødspolitikere, siger hun.

- Jeg har selv været ude (af Folketinget, red.), og er nu tilbage igen, og det er da afgørende for min forståelse af, hvordan verden hænger sammen, at jeg ikke bare har siddet i Folketinget, siger hun.

Blandt dem, der ikke har taget stilling, er Søren Søndergaard. Og han påpeger nogle gode ting, det nuværende princip har ført med sig.

- Vi har jo også fået nogle gode, unge politikere ind, fordi vi har måttet vinke farvel til nogle dygtige som Johanne (Schmidt-Nielsen, red.) og Pelle (Dragsted, red.), som vi var glade for. Så havde vi jo ikke fået Pernille Skipper, siger han om Skipper, der overtog rollen som politisk ordfører, efter Johanne Schmidt-Nielsen ikke måtte genopstille.

Ny frontperson i stilling

Henning Hyllested tror selv, hans chance for at få stemt forslaget igennem til landsmødet er 50-50.

Hvis det ikke bliver gennemført, vil Enhedslisten skulle se sig om efter den næste Pernille Skipper - eller bare en ny politisk ordfører.

Og hvem det skal være, vil hverken Henning Hyllested eller andre i folketingsgruppen svare på.

- Vi har mange nye folketingspolitikere. Nogle er blevet valgt ind her sidste år. For Søren da, det er ikke meget erfaring at have. De gør det rigtig godt, men det skader ikke med flere år på bagen, siger Henning Hyllested.

Hvem vil du selv pege på?

- Det holder jeg for mig selv, siger han.

Mange års erfaring eller ej, så er Jette Gottlieb overbevist om, at Enhedslisten også vil klare sig godt, hvis Pernille Skipper ikke kan fortsætte efter næste valg.

- Dét er jeg sikker på, vi finder ud, siger hun.

Ifølge Pernille Skipper er der en plan for, hvem der skal overtage efter hende, hvis ikke reglerne bliver ændret.

- Selvfølgelig planlægger vi efter de vedtægter, der er i Enhedslisten i dag, og de ville betyde, at vi skulle skifte politisk ordfører, siger hun og fortsætter:

- Vi har en plan, men den holder vi for os selv.

Facebook
Twitter