Skipper i internt opgør: Jeg har fortalt ham, hvad jeg synes

BAGGRUND På mindre end to uger nåede Jonathan Simmel at annoncere sin plads i Folketinget, sige op på sit arbejde og blive sat på plads af Enhedslistens topfigur. Nu har han trukket sit kandidatur.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, og Jonathan Simmel. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, har talt med store bogstaver over for en af sine egne partifæller.

Det har i dag været medvirkende til, at partifællen – som skulle have siddet i Folketinget fra årsskiftet som suppleant - har valgt at trække sit kandidatur.

- Jeg kan slet ikke tage skarpt nok afstand fra det, siger Pernille Skipper.

Det handler om Jonathan Simmel, der mandag den 29. august meddelte på Facebook, at han fra nytår skulle i Folketinget som suppleant for Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, der skal på barsel.

Han havde sagt op på jobbet som elektriker og så frem til at komme i Folketinget. Det ville blive både ”spændende” og ”interessant”.

Samme Jonathan Simmel kom for tre år siden i mediernes søgelys, da han i forbindelse med Enhedslistens årsmøde udtalte til Berlingske, at ”vi kan godt acceptere en væbnet revolution i Danmark, så længe vi holder fast i, at der skal være massiv folkelig opbakning”.

Han var samtidig medstiller til et ændringsforslag på årsmødet i 2013, der åbnede for, at et brud med kapitalismen kan gennemføres på andre måder end via frie og demokratisk valg. Der skulle ikke nødvendigvis "ventes fire år på næste folketingsvalg", hed det i forslaget.

Siden beklagede han det, han kaldte ”upræcise udtalelser”.

Selvfølgelig kan det være acceptabelt

DR Nyheder bad i sidste uge Jonathan Simmel om et interview for at spørge, hvad han i dag mener om en mulig væbnet revolution i Danmark.

I interviewet gjorde Jonathan Simmel det klart, at der var tale om en både hypotetisk og teoretisk diskussion, men at han ikke desto mindre stadig mener, at væbnet revolution kan være acceptabel i Danmark.

- Selvfølgelig findes der situationer, som kan opstå, hvor det vil være acceptabelt. Men i dagens samfund vil det være en helt absurd tankegang at tro, at man skulle til at slås på den måde, lød det blandt andet fra Jonathan Simmel i interviewet.

Efter interviewet rettede DR Nyheder i går henvendelse til Enhedslistens pressetjeneste på Christiansborg med henblik på at få en kommentar fra politisk ordfører Pernille Skipper om Jonathan Simmels seneste udtalelser.

Mindre end et døgn efter henvendelsen til Enhedslisten valgte Jonathan Simmel dog at trække sit kandidatur og dermed aflyse den planlagte tur i Folketinget fra årsskiftet. Det meddelte han til DR Nyheder i en e-mail klokken 06:15 i morges.

Jonathan Simmel siger selv, at beslutningen er hans egen.

- Det er dybest set bare en uheldig sag, og den vil jeg gerne være med til at lukke bedst muligt. Derfor trækker jeg mig, siger Jonathan Simmel.

Er du blevet bedt om at trække dig af nogen i partiet?

- Nej, det er en beslutning, jeg har truffet.

Skipper afviser ikke pres

Christiansborg har politisk ordfører Pernille Skipper dog som nævnt haft en kammeratlig samtale med Simmel.

- Efter at jeg blev gjort opmærksom på de her udtalelser, har jeg selvfølgelig talt med Jonathan Simmel og fortalt ham, hvad jeg synes om udtalelserne, som jeg også fortæller dig nu. Så jeg er ganske tilfreds med den beslutning, han har truffet. For at sige det mildt. Det er den eneste rigtige beslutning, siger Pernille Skipper til DR Nyheder.

Har du bedt ham om at trække sig?

- Det er Jonathan Simmels egen beslutning at trække sig. Men som sagt er jeg meget tilfreds med den, og jeg har også fortalt ham, hvad jeg synes, siger Pernille Skipper, som dog ikke vil afvise, at hun har lagt pres på Jonathan Simmel for at få ham til at trække sig.

Ville det være forkert at konkludere, at du har lagt pres på ham for at få ham til at trække sit kandidatur?

- Altså, jeg har selvfølgelig fortalt Jonathan Simmel, hvad jeg mener om den slags holdninger. Det strider imod Enhedslistens grundlæggende værdier. Vi arbejder for at skabe positive samfundsforandringer ad demokratisk vej. Vi arbejder for at udvide demokratiet, og jeg mener ikke, at man kan sidde i Folketinget og repræsentere Enhedslisten, hvis man anfægter de grundlæggende demokratiske synspunkter. Men det er Jonathan Simmels egen beslutning.

Men jeg spurgte, om det ville forkert at konkludere, at du har lagt pres på ham?

- Jeg har fortalt ham, hvad jeg synes.

Er det sådan det skal være i Enhedslisten? I er en græsrodsbevægelse og taler ofte om, at du ikke er politisk leder, men politisk ordfører, og at årsmødet er partiets øverste myndighed. Det er årsmødet, der har valgt at placere Jonathan Simmel på listen over folketingskandidater. Nu tyder det på, at han måske er blevet presset til at tage en beslutning.

- Jonathan Simmel har truffet sin egen beslutning, men jeg har selvfølgelig fortalt ham, hvad jeg synes. Enhedslisten er et parti med rigtig højt til loftet og med mange forskellige holdninger om alt muligt. Vi diskuterer gladeligt, og vi diskuterer længe. Men Enhedslistens grundlæggende demokratiske værdier skal der ikke herske nogen tvivl om.

Tandbørsten kan man beholde

Jonathan Simmels seneste udtalelse skriver sig ind i en revolutionsdebat, der har kørt internt i Enhedslisten over en årrække, og som udspringer af årtiers flirten med politisk vold på den yderste venstrefløj i Danmark.

Revolutionsdebatten havde ved det famøse årsmøde i 2013 altså allerede været i gang i Enhedslisten længe. Året før havde daværende gruppeformand Per Clausen eksempelvis udtalt, at revolutionen ville komme til Danmark inden for 20 år.

I samme ombæring sagde hovedbestyrelsesmedlem Katrine Toft Mikkelsen til Berlingske, at revolutionen ville medføre en ophævelse af den private ejendomsret over produktionsmidlerne.

Men danskerne kunne tage det helt roligt:

- Man må selvfølgelig godt have sin egen tandbørste, forklarede Katrine Toft Mikkelsen.

I dag er revolutionen stadig et erklæret mål for Enhedslisten, men til stor glæde for især partitoppen på Christiansborg er formuleringerne om revolution i partiprogrammet markant blødere end tidligere.

En revolution i Danmark kan nu kun finde sted, hvis et flertal i befolkningen ved ”folkeafstemninger og fuldstændig frie valg til repræsentative forsamlinger”, som det hedder i principprogrammet.

Fuldstændig uenig

Pernille Skipper, hvad ville problemet være, hvis Jonathan Simmel kom i Folketinget?

- Hvis man skal repræsentere Enhedslisten i Folketinget, så er det klart, at der ikke skal kunne sås tvivl om de grundlæggende demokratiske værdier.

Og det ville man kunne, hvis Jonathan Simmel kom i Folketinget?

- De udtalelser, han er kommet med, er jeg fuldstændig uenig i. De stemmer ikke overens med Enhedslistens politik. Og de kan skabe tvivl. Derfor er det som sagt den eneste rigtige beslutning.

Kan du se en fremtid for Jonathan Simmel i Enhedslisten efter det her?

- Det er ikke op til mig at afgøre.

Hvad sker der nu efter den her sag?

- Nu bliver der indkaldt en anden suppleant, som skal træde ind, når Eva Flyvholm skal på barselsorlov. Og så arbejder vi videre derfra.

Facebook
Twitter