Skoleledere: Ikke alle børn skal lege frit

Skolelederforeningen mener ikke, at alle børn har behov for fri leg.

Efter snart fire måneder med den nye folkeskolereform kører debatten om reformen for fuldt blus. I Debatten på DR2 tog vært Clement Kjersgaard torsdag aften imod blandt andre Skolelederforeningens næstformand, Jørgen Mandrup, der udtalte, at kun nogle børn har brug for fri leg.

- Der er børn, der kan have behov for at lege frit, ja, sagde Mandrup og Clement fulgte op.

Siger du, at ikke alle børn har det?

- Ja. Nogle børn skal faktisk styres ind i det, lære noget, være i relation med andre, sættes i en stor eller mindre gruppe af børn, lød det fra Mandrup i Debatten.

Ekstrem statsliggørelse

Her diskuterede han med blandt andre lærernes formand, Anders Bondo, og Liberal Alliances uddannelsesordfører, Merete Riisager, om folkeskolereformen har gjort skolen bedre.

Ifølge Riisager beslaglægger folkeskolen nu al for meget af børnenes tid, fordi skoledagen er blevet forlænget, og skoleledernes holdning til børnenes leg fik hende helt op i det røde felt.

- Må vi godt være fri som forældre, må vores børn godt være fri. Det er en ekstrem statsliggørelse af børns tid, og det tvinger os forældre til at vælge en privatskole, lød det fra uddannelsesordføreren.

Men Jørgen Mandrup fastholdt, at børn slet ikke skal have lov til at være sig selv i skolen.

- Når vi som voksne og pædagoger er sammen med børn, skal vi træffe nogle valg. Vi lader ikke bare børnene være sig selv. Hver gang en voksen er i nærheden af et barn, handler det om læring. Derfor kan det godt være, at barnet nogle gange får lov til at lege frit, men så er det et bevidst valg fra voksne, der træffer et valg på barnets vegne, lød det fra Jørgen Mandrup.

Facebook
Twitter