Slut med at gange med 1,08: Flertal vil afskaffe karakterbonus

Et flertal uden om regeringen vil skrotte den bonusordning, der forbedrer karaktergennemsnittet hos de uddannelsesivrige studenter.

Det skal være slut med, at studenter kan gange deres karaktergennemsnit med 1, 08, hvis de starter på en videregående uddannelse inden for to år. Sådan lyder det fra et bredt flertal i Folketinget. (Foto: MATHIAS BOJESEN © Scanpix)

Det skal være slut med den ordning, der trækker karaktergennemsnittet op hos de studenter, der begynder på en videregående uddannelse, senest to år efter at de har fået studenterhuen.

Samtlige partier uden om regeringen er ifølge Altinget nemlig parate til at skrotte bonusordningen - og Venstre er ikke afvisende.

- Tallene fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at ordningen ikke har indflydelse på, om de unge begynder hurtigt eller ej. Den har ikke virket, og der er ingen grund til at skævvride hele karaktersystemet, siger uddannelses- og forskningsordfører Mette Reissmann (S) til DR Nyheder.

- Socialdemokratiet går ikke ind for, at de unge skal føle endnu større pres, end der åbenbart er i øjeblikket, og det er klart noget, vi også tænker over, når vi går ind for en afskaffelse af ordningen.

DF: Det giver ikke mening

Også Dansk Folkeparti er indstillet på at skrotte ordningen.

- Jeg synes, det er mærkeligt, at man kan gange sit karaktergennemsnit op, så man kan have et gennemsnit, der ligger over den højeste karakter. Og det gør jo, at vi på nogle uddannelser faktisk kræver, at man har mere end 12 for at komme ind. Det giver ikke mening, siger uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl.

- Og når ordningen så heller ikke har nogen væsentligt effekt, så skal den ikke være der, tilføjer han.

Bonusordningen, der blev indført for at få unge hurtigere i gang med en uddannelse, betyder, at studenter, der begynder på en videregående uddannelse inden for to år, kan gange deres karaktergennemsnit med 1,08.

Udvalget om bedre universitetsuddannelser, der i marts kom med en lang række anbefalinger, opfordrer netop politikerne til at afskaffe ordningen.

Den nytiltrådte uddannelses- og forskningsminister, Tommy Ahlers (V), ønsker ikke at kommentere sagen. Men Venstres ordfører på området, Mads Fuglede, er parat til at komme kritikerne i møde:

- Vi vil gerne kigge meget kritisk på ordningen - med henblik på at få den fjernet. Der er meget, der tyder på, at det her er noget, der stresser de unge, siger han.

Facebook
Twitter