Slut med håndværkerfradraget: 'Det vil betyde, vi kan nå at følge med'

Fra april 2022 skal det være fortid med skattefradrag på udvalgte renoveringer af boligen. Det står klart, efter regeringen har fremlagt finansloven for 2022.

Hvis du skal have installeret solceller og gerne vil have et skattefradrag, så skal du skynde dig. Håndværkerfradraget udfases nemlig fra 1. april 2022. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix Denmark)

Nye vinduer eller et solcelleanlæg på taget.

Det er noget af det, man hidtil har kunnet få skattefradrag for at forbedre boligen med. Men du skal altså skynde dig, hvis du skal nå at have penge retur for håndværkertimerne. For den del af boligjobordningen, der i folkemunde kaldes håndværkerfradraget, bliver nemlig udfaset i april 2022.

Det meldte regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet og Kristendemokraterne ud i formiddag, da de fremlagde finansloven for 2022.

- Der, hvor vi har den allerstørste udfordring i forhold til dansk økonomi, er på bygge- og anlæg. Det er derfor, at vi afskaffer håndværkerdelen af boligjobordningen, siger finansminister Nicolai Wammen (S) og henviser til, at der er rigtig travlt på den front - faktisk næsten for travlt.

Og det giver god mening at afskaffe fradraget, hvis man spørger tømrermester i BN Byggeservice, Bjarne Nielsen.

- Jeg synes, det er en god idé, så vi kan få byggebranchen ned på et forhåbentligt normalt niveau.

For der har været drøn på, og nu så tømrermesteren gerne, at tempoet og byggelysten falder en smule.

- Jeg synes, at der har været mere end travlt og overophedet i byggebranchen i lang tid, siger han.

Kritik fra blå blok

Men det er ikke alle, der synes, at den idé er helt i top. Konservatives finansordfører Rasmus Jarlov mener ikke, at det er på det her område, at staten burde spare penge.

- Det er alligevel mange penge, 25.000 kroner per familie, som man ikke længere kan trække fra i håndværkerydelse. Det betyder en del for danskernes økonomi. Der synes vi godt, at man kunne have holdt igen med det offentlige forbrug, i stedet for at det er danskernes økonomi, det skal gå ud over.

Han synes i stedet, at man kunne skære ned på antallet af ansatte i den offentlige sektor.

- Vi er enige i, at man skal holde lidt igen. For der er rigtig godt gang i økonomien, og vi er ved at se nogle små tegn på inflation, og lønninger stiger. Så man skal holde igen, siger Rasmus Jarlov (K).

Heller ikke hos Liberal Alliance er man begejstret for formålet med afskaffelsen af håndværkerfradraget i boligjobordningen.

Afskaffelsen af fradraget er nemlig med til at finansiere de tiltag, som der er blevet sat penge af til i finansloven - så som gratis tandpleje til unge og hjælp til fødegangene.

- Vi havde håbet, at det, som boligjobordningen koster, i stedet skulle bruges til at lette en indkomstskat. Så nogle generelle skattelettelser, som alle fik, uanset om de bruger pengene på boligjobordningen eller nogle andre steder, siger Liberal Alliances finansordfører Ole Birk Olesen.

Havde gerne set et andet greb

Hos arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen Dansk Industri forstår politisk direktør Emil Fannikke Kiær godt, at man vil forsøge at nedkøle aktiviteten i samfundet.

- Der er rigtig travlt. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor det altid er boligjobordningen, der bliver set som den eneste løsning.

Han mener i stedet, at der er andre greb, der ville give en større effekt i den nedkølingsproces.

- Det offentlige er jo den største bygherre i Danmark, så det giver mening, at de udskyder noget byggeri. Der har man et instrument, der for eksempel er godt at bruge. Også bedre end at afskaffe håndværkerfradraget.

Han understreger, at han bakker fuldstændig op om, at man strammer finansloven.

- Vi synes bare, det er ærgerligt, at man gør det ved at afskaffe den her del af boligjobordningen. Den har mange fordele, herunder grøn omstilling, nedbringelse af sort arbejde, energieffektivitet og så videre.

Mangler ikke arbejde de næste 6-7 år

Radikales formand, Sofie Carsten Nielsen er glad for, at de nu har taget et skrift i den retning, som modarbejder en overophedet byggebranche.

- Det var helt forkert politik i en opgangstid, siger Radikales formand Sofie Carsten Nielsen. Hun er glad for, at de nu har taget et skridt i den retning, som hun mener kan modarbejde en overophedet byggebranche.

Tømrermester Bjarne Nielsen tror ikke bare, at afskaffelsen af håndværkerfradraget vil være godt for branchen - det vil også være godt for kunderne.

- Det vil betyde, at vi (håndværkerne red.) kan nå at følge med, vil jeg tro. Og at vi kan overholde de ting, som vi siger ja til, siger han.

Og ifølge Bjarne Nielsen, der har sit firma placeret i Maribo på Lolland, så kommer de - fradrag eller ej - ikke til at mangle arbejdsopgaver lige med det samme.

- Jeg er ikke så bekymret for, om der skal komme arbejde nok. Det er jeg sikker på, der er de næste 6-7 år her i vores område i hvert fald.