Slut med kød i kantinen for 85.000 ansatte i staten to gange om ugen

Ny indkøbspolitik i staten skal hjælpe klimaet ved at skære ned på kødforbruget.

Et vegetarmåltid bagte rødbeder med peberrodscremefraiche vil for fremtiden presse kød ud af kantinen to gange om ugen.

Frikadeller, pølser, oksesteg og andet kød bandlyses for fremtiden to gange om ugen, når politibetjente, soldater og andre statsansatte skal spise i kantinen.

Det er en del af en ny indkøbspolitik for staten, der skal gavne klimaet.

- Jeg håber da, at man vil tage positivt imod det ude hos vores medarbejdere. Det her er regeringens forslag, det er ikke noget, vi har aftalt med andre. Og det er selvfølgelig også noget af det, vi skal drøfte med de politiske partier, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

- Men det korte af det lange er, at det er en af de måder, hvor vi kan være med til, at der kommer et mindre klimaaftryk – ved at der bliver to dage om ugen, hvor der altså ikke er kød på menuen i de statslige kantiner. De andre dage, der kan man godt få kød, hvis man gerne vil det.

Indkøbspolitikken sætter også begrænsninger på, hvilken type kød der må serveres i kantinerne. Der må højst serveres okse- eller lammekød én dag om ugen.

Indkøbspolitikken gælder i første omgang alle statsansatte, men kan senere bredes til at også at omfatte selvejende institutioner som DSB, gymnasier og andre.

Ifølge Økonomistyrelsen er der 85.000, der er direkte ansat i staten. Derudover er knap 75.000 ansat i de selvejende institutioner, som også ventes at efterleve aftalen.

Kender ikke effekt

Regeringen har ikke regnet på, hvor mange drivhusgasser man sparer ved at indføre kødfrie dage i kantinerne. Men ifølge Finansministeriet er det nogle beregninger, man nu vil begynde at se på.

Nicolai Wammen, hvor seriøst er det, at indføre to vegetardage, når du ikke ved, hvor meget det batter på regnskabet endnu?

- Jeg synes da, det er meget seriøst at sige, at noget af det vi ved, der har en betydning, også selvom vi måske ikke kan gøre det helt op på det enkelte kilo CO2-udledning, det er, hvor meget kød vi spiser, siger Wammen.

I alt udleder det offentlige med sine indkøb fire millioner ton drivhusgasser i Danmark og otte uden for landets grænser. Regeringen har endnu ikke besluttet, hvor meget CO2 de vil spare på de offentlige indkøb. Det mål vil de først melde ud til næste år.

Ansatte er skeptiske

Rita Bundgaard, formand for HK Stat, repræsenterer cirka 23.000 statsansatte HK’ere. Det er blandt andet kontoransatte, laboranter og it-medarbejdere.

Hun er skeptisk over for de kødfrie dage, som hendes medlemmer nu tvinges til i kantinen.

- Den går altså ikke, jeg kan ikke forstå, hvorfor vi skal påtvinges, at det er tirsdag og torsdag, der er de grønne dage, og så er der for øvrigt fisk om onsdagen. Det ender jo med, at jeg skal bede om at få en bøf, når jeg nu godt kan lide en bøf. Jeg synes, jeg skal have muligheden for selv at vælge og kombinere, hvad jeg putter på min frokosttallerken, og det synes jeg alle skal have lov til.

Rita Bundgaard. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Hun mener derudover, at det er vigtigt, at man giver kantiner et løft og sørger for noget lækkert grønt. Hvis man gør det, så vil der også være flere, som vælger det grønne, og så går udviklingen helt af sig selv.

Blandet politisk modtagelse

Forslaget om de to kødfrie dage får en blandet politisk modtagelse.

SF's fødevareordfører Carl Valentin glæder sig på Twitter over forslaget.

Leder af Liberal Alliance Alex Vanopslagh har det helt modsatte synspunkt.

- Jeg synes, det er noget identitetspolitisk pjat. Jeg kan ikke se, hvorfor regeringen og Folketinget skal hoppe med på denne her mærkelige tendens med at gøre private ting såsom madpræferencer til politiske beslutninger. Og jeg synes egentlig bare, at folk skal have frihed til at spise det, de vil.

- Det er jo ikke de to dage om ugen, hvor man spiser vegetarisk mad, der gør en forskel for klimaet. det kræver, at vi får en mere bæredygtig produktion og et mere bæredygtigt energisystem i Danmark, siger Vanopslagh.

Første gang forslaget om kødfrie dage i det offentlige kom på bordet i den politiske debat var i 2015. Det var den daværende leder for Alternativet, Uffe Elbæk, der stod bag. Han er glad for, at det nu ser ud til at blive til virkelighed.

Facebook
Twitter