Slut med licens: Politisk flertal vil lægge den over på skatten

Det vil gøre finansieringen af public service-medierne mere solidarisk, mener flere partier.

Over licensen får danskerne fx Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm (Frederik Cillius) fra den korte radioavis på radio 24syv. (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

Det er måske snart slut med den omdiskuterede medielicens, som vi kender den.

I dag skal alle, der ser tv eller er på nettet, betale 2.527 kroner om året for at være i kontakt med programmer fra DR og TV2's regionale programmer og Radio24syv.

Men nu er et bredt politisk flertal enige om at lægge licensen over på skatten.

Det skal gøre licensfinansieringen mere social retfærdig for licensbetalerne, siger SF’s medieordfører, Jacob Mark.

- Den er uretfærdig nu, fordi man som studerende eller som kontanthjælpsmodtager betaler det samme som en højt lønnet direktør, og den er uintelligent, fordi hvis man bor i kollektiv tre mennesker, så skal man betale tre licenser, hvorimod hvis man bor en familie sammen, så skal man kun betale en licens, siger Jacob Mark.

Billigere public service

Den fremtidige licensfinansiering er på bordet i forbindelse med de igangværende skatteforhandlinger.

Udover Liberal Alliance, der ikke vil udtale sig om deres holdning, mens skatteforhandlingerne ruller, så melder alle partierne på Christiansborg sig åbne over for at lægge licensen over på skatten.

Det kan ifølge Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen, også betyde, at man kommer til at skulle betale mindre i afgift til public service-medierne.

- Så er der ikke nogen, der kan holde sig udenfor, og hvis alle kommer til at bidrage, så kan den enkelte også komme til at betale lidt mindre, siger Mogens Jensen.

I dag er der knap 300.000 husstande, der ikke betaler licens.

- Og det vil man jo undgå, hvis man inddrager det over skatten. Så vil det køre automatisk. Alle vil komme til at betale til public service. Det vil også betyde, at der er flere penge at lave public service for, siger Jacob Mark.

(© DR Design)

Uafhængige penge

Hvordan vi så skal til at betale for public service-medierne ligger endnu ikke fast.

I Finland betaler hver enkelt skatteyder en medieskat til en fond. Derfra bliver pengene fordelt til forskellige public service-formål, herunder til den finske udgave af DR, og den model er Mogens Jensen inspireret af.

- Det er en meget god måde at gøre det på. Vi ligner hinanden som samfund, så jeg synes, vi kan bruge det som udgangspunkt også for en dansk ordning, siger han.

Også Alternativet og Enhedslisten ønsker at lave en særskilt medieskatteopkrævning, der kan sammenlignes med vores kirkeskat. Det er nemlig vigtigt, at pengene bliver adskilt fra finansloven, siger Enhedslistens medieordfører, Søren Søndergaard:

- Så man fastholder armslængdeprincippet og undgår, at mediepolitikken bliver en kastebold i forhandlinger, der ikke vedkommer mediepolitikken, som penge til en motorvej, militæret, eller hvad man nu sidder med på finanslovsforhandlingernes sidste nat og mangler en stemme for at få igennem. Det vil ikke være rimeligt.

(© DR Nyheder)

Blinde og pensionister skal stadig undtages

Andre muligheder for skattefinansieringen kunne være ved at hæve bundskatten eller sænke personfradraget, men det skattetekniske er ikke så væsentligt for Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen:

- Det må forhandlingerne afgøre. Det afgørende for os er, at det bliver billigere for danskerne, og at vi får alle med, og at pensionisterne bliver kompenseret.

I dag kan de fattigste pensionister og førtidspensionister få rabat, altså betale halv licens, mens blinde og svagtseende kan slippe helt. Det vil de fortsat kunne, selvom licensen bliver skattefinansieret, siger Mogens Jensen.

- Det er klart, at der skal tages nøjagtigt de samme hensyn, som der bliver gjort i dag, blandt andet til pensionister, og det vil man også kunne gøre i et nyt system, siger han.

Inden for de kommende måneder ventes regeringen at præsentere sit udspil til et nyt medieforlig, der skal træde i kraft ved årsskiftet 2018/19.

Se med i aften på DR1 21:55, hvor Langt fra Borgen har licensen og DR's fremtid som omdrejningspunkt.