Slut med sandsugning i Øresund - skal være beskyttet havområde

Efter års pres bliver der nu sat en stopper for sandsugning i Øresund.

Øresund skal være beskyttet havområde. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Det skal være slut med at hente sand og grus fra bunden af Øresund, der kan bruges som byggemateriale i Storkøbenhavn.

Sandet suges op fra havbunden og placeres enten på land eller i havet, hvor der senere skal bygges. Men det skal være slut, mener regeringen.

- Det har været en meget lang og sej kamp, og jeg må også være ærlig og sige, at vi har ikke haft så mange venner i blå blok i forhold til at få stoppet sandsugning i Øresund, siger miljøordfører Mette Abildgaard (K) til TV2 Lorry.

Både SF, Enhedslisten, De Radikale og De Konservative samt en række danske og svenske kommuner har i årevis skubbet på.

Firmaet Sten og Grus Prøvestenen A/S har planer om at søge tilladelse til at stikke sandsugeren i havbunden og hive mindst 2,8 millioner kubikmeter sand op af Øresund.

Det skulle nærmere bestemt ske ud for Vedbæk ved Lous Flak.

Med den nuværende lovgivning kan man ikke sige nej til nye ansøgere, lyder det fra Mette Abildgaard.

- Vi vil ikke have mere sandsugning i Øresund, og derfor haster det med at få den her bekendtgørelse igennem, så vi kan få stoppet, at flere virksomheder får lov til at suge sand og ødelægge naturen,siger hun til TV2 Lorry.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) fremlægger på fredag en ny bekendtgørelse i Folketinget, der sætter en stopper for nye tilladelser til at indvinde råstoffer i Øresund.

Bliver beskyttet havområde

Øresund kommer samtidig under beskyttelse af EU's Havstrategidirektiv.

Det betyder, at der bliver sat mål for, hvordan naturlivet i Øresund skal beskyttes og udvikle sig, og at man samtidig følger op på målene fra EU.

Ifølge Miljøministeriet suges i gennemsnit omkring 50.000 kubikmeter om året, og der var i maj i år fortsat 118.000 kubikmeter sand og gruskvoter tilbage i de allerede udstedte tilladelser.

Flere miljøorganisationer glæder sig over nyheden.

- Øresund har en masse forskellige arter, som vi ikke har i samme omfang andre steder, siger projektleder i Greenpeace Sune Scheller og fortsætter:

- Det har været beskyttet mod bundtrawl i omkring 80 år, hvilket har givet det en meget unik og flot tilstand, men det har været skæmmet af sandsugning, og derfor er det fint, at vi får lukket det ned.

Også Verdensnaturfonden WWF jubler og advarer mod omfattende bundtrawl i danske farvande.

/ritzau/

Facebook
Twitter