Forhandlingerne, om hvordan statens indtægter og udgifter skal fordeles næste år, er gået ind i den helt afgørende og afsluttende fase.
To uger er der gået, siden statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) opgav at få en stor økonomisk fremtidsplan på plads - og besluttede udelukkende at fokusere på næste års husholdningsregnskab.
De seneste dage har regeringen og de øvrige blå partier forhandlet intenst i Finansministeriet og prøvet at få bugt med de sidste knaster, før en aftale kan præsenteres.
Nogle af de sidste armlægninger handler om udlændingepolitikken, hvor Dansk Folkeparti på nuværende tidspunkt ikke mener, at de har fået nok fra regeringen - og så bilafgifterne, som særligt Liberal Alliance har stor fokus på:
- Forhandlinger om bilafgifterne er blevet en miniprøve på slagsmålet om topskatten, fordi Liberal Alliance vil lette registreringsafgiften på en måde, så meget store og dyre biler vil få en meget stor afgiftslettelse.
- Men Dansk Folkeparti vil hellere gøre det på en måde, så også en almindelig familiebil får en god afgiftslettelse, siger DR Nyheders politiske korrespondent, Christine Cordsen.
Regeringen har spillet ud med ønsker om en kræftplan, en genopretning af SKAT og penge til det øget tryghed - for eksempel politi, terrorbekæmpelse og forsvar.
De konservative satser på en fastfrysning af de kommunale boligskatter - også kendt som grundskylden. Det lykkedes for partiet i sidste års finanslovsaftale. Liberal Alliances hovedkrav er - også lige som sidste år - en lempelse af registreringsafgiften på biler.
Dansk Folkeparti kræver udlændingestramninger, flere politibetjente og flere penge til de ældre.
En "bogholder-finanslov"
Men uanset hvor det ender til sidst, bliver det ikke en finanslovsaftale, der vil blive husket særligt længe, vurderer DR Nyheders politiske korrespondent, Christine Cordsen:
- Man kan kalde det en "bogholder-finanslov". Det er ikke en af de finanslove, hvor der vil blive gennemført kæmpe store, nye initiativer eller reformer.
- Hvis den her finanslov en dag vil blive skrevet ind i de politiske historiebøger, bliver det ikke for indholdet, men mere for den parentes, den er i det store politiske drama om regeringens 2025-plan og topskatten, siger hun.
En finanslovsaftale fungerer også som startskuddet til at genoptage forhandlingerne om 2025-planen - og til at begynde slagsmålet om topskatten igen.
- Regeringenstoppen håber, at når man nu kan sidde sammen de blå partier og lave en finanslovsaftale, så betyder det noget for stemningen i de forhandlinger, man skal i gang med bagefter.
- Men alt, hvad man hører på gangene på Christiansborg, peger mod, at når man skal i gang med slagsmålet om topskatten, så er positionerne nøjagtig, hvor de var for 14 dage siden, da Løkke udskød forhandlingerne, siger Christine Cordsen.
Regeringen vil også gerne lande aftaler om PSO-afgiften og boligbeskatningen i denne uge.
Forhandlingerne om boligbeskatningen er splittet op, så der i første omgang skal laves en aftale om et nyt ejendomsvurderingssystem og siden om beskatningen.
Venstre holder landsmøde i Herning i weekenden.