Snævert flertal for medicinsk cannabis

Folketinget skal diskutere et forslag om medicinsk brug af cannabis, og der tegner sig et flertal.

Cannabis i pilleform gives i øjeblikket kun til en lille gruppe sklerose- og kræftpatienter.

I dag førstebehandler Folketinget et beslutningsforslag om at give praktiserende læger mulighed for at ordinere medicinsk cannabis, og der tegner sig et smalt flertal for forslaget.

Alle partier undtagen V, K og S støtter forslaget om en treårig forsøgsperiode - fremsat af Alternativet.

- Rigtig mange efterspørger lovlig cannabis til medicinsk brug, og vi har set nogle politikere stå på bagbenene i rigtig lang tid, siger parti-ordfører Carolina Magdalene Maier.

Lægemiddelstyrelsen vil ikke godkende præparaterne med de oplysninger de kan fremskaffe på nuværende tidspunkt, og Andreas Rudkjøbing, der er lægeforeningens formand, mener at det underminerer tiltroen til sundhedsvæsenet, hvis politikere blander sig.

Han er bekymret for, at læger kan blive pålagt at ordinere medicinsk cannabis.

Carolina Magdalene Maier understreger, at læger ikke tvinges til at udskrive cannabis, det bliver en mulighed.

- I sidste ende kan cannabis kategoriseres som naturlægemiddel. mens vi forsker videre, det er fint med os. Vi skal nok finde en løsning, hvis der politisk vilje, siger hun.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter