Socialdemokrat kalder Frank Jensen for seriekrænker: 'Tiden for magtmisbrug og krænkelser i politik er forbi'

Frank Jensen, overborgmester i København, undskylder for "grænseoverskridende adfærd".

Der har været en usund kultur, blandt andet i mange politiske miljøer. Den har jeg i høj grad selv været en del af, skrev Københavns overborgmester, Frank Jensen, på Facebook fredag aften. (Arkiv) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Socialdemokratiets næstformand og overborgmester i København, Frank Jensen, bliver nu igen beskyldt for at have krænket kvinder.

Det skriver Jyllands-Posten.

Både i 2004 og 2011 blev Frank Jensen offentligt omtalt i to sager om sin opførsel over for adskillige yngre kvinder.

Men nu står Maria Gudme, der er medlem af Socialdemokratiet i regionsrådet i Region Hovedstaden, frem og fortæller, at Frank Jensen krænkede hende på en bar i 2012, da hun var ansat som organisationssekretær i Socialdemokratiet i København.

Efter et seminar tog flere socialdemokratiske medlemmer af Borgerrepræsentationen på et værtshus, hvor Frank Jensen ifølge Maria Gudme førte hånden op af hendes inderlår.

Flere øjenvidner bekræfter hændelsen over for Jyllands-Posten.

Avisen beskriver også en anden ny sag med en kvinde. Denne kvinde er anonym, men Jyllands-Posten og Frank Jensen er bekendt med hendes identitet.

Maria Gudme stillede op til folketingsvalget sidste år for Socialdemokratiet i Nordsjællands Storkreds. (Arkivfoto) (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Udnytter sin magt

Maria Gudme står frem, fordi hun mener, at det er nødvendigt at kunne tale højt om tingene, siger hun til DR Nyheder.

- Hele den her debat om sexisme er opstået, fordi der er rigtig mange modige kvinder, der står frem, og det er deres skuldre, jeg står på. Vi har et helt konkret problem med krænkere og særligt seriekrænkere, der krænker gentagne gange og udnytter sin magt ved at krænke i politik.

Er Frank Jensen en seriekrænker?

- Ja, det synes jeg, han er.

Sagen her kommer, mens De Radikale mildest talt er i krise, efter flere krænkelsessager i forhold til Mortens Østergaard, der trak sig som politisk leder.

Det satte dog langt fra en stopper for uroen i partiet, der har udviklet sig til en decideret fløjkrig, hvor slagmarken er rykket til sociale medier. Partiets nye politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, har indkaldt til krisemøde søndag.

Frank Jensen undskylder

Frank Jensen afviser at stille op til interview med DR Nyheder, men han skriver på Facebook, at han er "forfærdelig ked af, at der har været episoder, hvor kvinder har følt sig krænket af min opførsel."

- Det vil jeg først og fremmest sige undskyld for. Der har været en usund kultur, blandt andet i mange politiske miljøer. Den har jeg i høj grad selv været en del af, skriver han.

Han skriver også, at der er episoder og detaljer, "der er oplevet forskelligt", men at han har overskredet kvindernes grænser, og at det er ham, der står tilbage med ansvaret.

Herefter beskriver han episoden med Maria Gudme fra 2012.

- En episode fra sommeren 2012 omhandler en kvinde, der på daværende tidspunkt var ansat i SIK (Socialdemokratiet i København, red.), og som efter et budgetseminar oplevede grænseoverskridende adfærd fra min side. Det vil jeg gerne undskylde.

Ifølge Maria Gudme er det nyt for hende, at Frank Jensen undskylder for episoden.

- Den undskyldning fik jeg hverken i 2012, eller da han fornyeligt kontaktede mig telefonisk.

Det er dog ikke undskyldningen, der er vigtig for hende eller grunden til, at hun står frem.

- Det vigtige er, at vi tager et opgør med seriekrænkelse. Og at tiden for magtmisbrug og krænkelser i politik er forbi.

En blandt os

Det er ikke første gang, at Marie Gudmes navn er nævnt i debatten om sexisme og krænkelser i dansk politik.

Hun er en af initiativtagerne bag et opråb, der gav genlyd på hele Christiansborg og i danske medier i slutningen af september. Initiativet er senere blevet kendt under hashtagget #enblandtos.

Her berettede 322 nuværende eller tidligere kvindelige medlemmer af politiske parti i et debatindlæg i Politiken om sexisme, krænkelser og grænseoverskridende adfærd både på landsmøder, Christiansborg og til sociale arrangementer.

- For os handler det om en gang for alle at slå fast, at sexisme er et generelt problem i politik, uanset hvilket parti du kommer fra, sagde Maria Gudme, da hun var gæst i TV Avisen Morgen 26. september.

79 af kvinderne valgte også anonymt at dele deres beretninger om oplevelser med sexisme og overgreb i partierne.

Og nu står Maria Gudme altså frem med navn.

- Det er blevet en principkamp for mig, at vi skal have gjort op med de her seriekrænkere. Ikke bare, at jeg som person siger fra, men at alle siger fra. Det er derfor, jeg gør det, siger hun.

Kæmper som socialdemokrat

Maria Gudme lægger ikke skjul på, at episoden fra 2012 har haft stor betydning for hendes liv lige siden, men nu håber hun, at nok er nok.

- Det har betydet, at jeg selvfølgelig har følt en skam, men fordi kvinder er begyndt at stå meget mere sammen og tage bladet fra munden, er vi alle blevet mere modige. Jeg håber også, at mit opråb kan gøre, at flere tør stå frem, siger hun.

Selvom hverken hendes egen eller de andre omtalte sager om krænkelser omhandlende Frank Jensen altså ikke ser ud til at have fået konsekvenser for overborgmesterens karriere som politiker, så bliver Maria Gudme ved med at være socialdemokrat.

- Det er ikke noget, der kommer til at få konsekvenser for den kamp, jeg kæmper som socialdemokrat, men det har selvfølgelig betydning for, hvordan det har været at være socialdemokrat. Det skal være rart at være socialdemokrat.

Har du talt med Mette Frederiksen?

- Nej, det har jeg ikke.

Regner du med, at du skal det?

- Det har jeg ingen kommentar til, siger Maria Gudme.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til sagen fra hverken Statsministeriet eller Jan Juul Christiansen, der er partisekretær i Socialdemokratiet.

Facebook
Twitter