Socialdemokrater på Borgen støtter Mette Frederiksen

Flere fremtrædende socialdemokrater er enige med beskæftigelsesministeren i, at der skal lyttes mere til kritikken af partiet.

Pernille Rosenkrantz-Theil er en af de socialdemokrater på Christiansborg, der er enig med Mette Frederiksen, som efterlyser selvransagelse. (Foto: Scanpix)

Flere socialdemokrater på Christiansborg støtter beskæftigelsesminister Mette Frederiksens udmelding om, at partiet bør lytte mere til danskerne og være mere ydmyg overfor kritikken.

- Jeg mener, det er rigtig vigtigt at analysere på, hvad der er gået galt. Det er lang tid, vi har ligget rigtigt dårligt. Det er en rigtig god idé at slå lyttelapperne ud, siger Socialdemokraternes socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil.

Transportminister Magnus Heunicke er enig i at partiet har problemer og skal agere på det:

- Det er klart at når vi får nogle dårlige målinger, så er det ikke godt nok, det er jeg ærlig og ydmyg omkring. Så det handler om at vi hver dag arbejder sammen om at levere nogle resultater, så danskerne har tillid til at vi skal have fire år mere, når valget kommer, siger han.

S skal kigge indad

Mette Frederiksen opfordrer i dag sine partifæller til at kigge indad for at forstå den krise, partiet er midt i med dårlige meningsmålinger.

Hun siger til Børsen (kræver betaling), at Socialdemokraterne er nødt til at tage danskerne bekymringer alvorligt for at vinde befolkningens tillid og se, om der er noget partiet kan gøre bedre og klogere.

Fra transportordfører Rasmus Prehn lyder de samme toner. Han kalder Mette Frederiksens bebudede lydhørhed for en god idé. Og Orla Hav, der er Landbrugs- og fødevareordfører, kalder Mette Frederiksen for "en klog kvinde".

Dagpengereformen stikker hovedet frem

Socialdemokraternes boligordfører Jan Johansen sætter ord på et af de emner, han mener skaber problemer for partiet, nemlig dagpengereformen.

Fra sit bagland, især inden for industrien, hører han meget om, at reglerne om genoptjening ikke fungerer.

- Vi tabte jo valget, vi vandt det ikke. Jeg prøver at sige til baglandet, at vi har en politik, hvor vi prøver at bevare vores velfærdssystem. Men en af de sager, der hele tiden stikker hovedet frem, er hvordan man får et mere sikkert dagpengesystem, så man hurtigt kan genoptjene retten til at ryge ind igen, siger Jan Johansen.

Fra flere sider vurderes det, at Mette Frederiksens udmelding kan karakteriseres som et forsøg på at køre sig selv i stilling som afløser for Helle Thorning-Schmidt som partiformand på sigt.

Mette Frederiksen understreger selv, at hun "bakker fuldstændig op om Helle Thorning-Schmidt som formand".

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk