Socialdemokratiet: Lavere rentefradrag risikerer at skævvride landet

Regeringens bud på en finansiering af et nyt boligskattesystem kan blive geografisk og socialt skævt, siger S.

Socialdemokraterne er kritiske forud for forhandlingerne om et nyt boligskattesystem. Ifølge ordfører Jesper Petersen rammer regeringens udspil socialt og geografisk skævt. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Regeringen vil finde 13 af de 32 milliarder kroner, som regeringens boligskatteudspil koster, ved at sænke rentefradraget gradvist.

Socialdemokratiet er hverken enig i boligskatteudspillet eller regeringens bud på en finansiering.

- Det ligner, at sænkningen af rentefradraget vil betyde, at almindelige boligejere med jævne indkomster og almindelige huse over hele Danmark skal betale for, at der kan gives en skattelettelse til dem, der har de dyreste ejendomme, siger skatteordfører Jesper Petersen (S).

- Og det synes vi jo ikke, er nogen god idé, siger Jesper Petersen, der nu vil bede Finansministeriet om beregninger af familietyper.

Rentefradraget skal gradvist reduceres fra 2021. Det første år vil regeringen reducere skatteværdien af rentefradraget med cirka to procentpoint.

Derefter skal den yderligere reduceres med cirka et procentpoint årligt fra 2022 til 2024.

Rammer yngre boligejere

Det vil især ramme unge boligejere, der har købt bolig for nylig og derfor har en større gæld, hvis man begrænser muligheden for at trække renteudgifter fra i skat, lyder kritikken.

- Det ser både ud til at ramme de yngre generationer og gøre det sværere at komme ind på boligmarkedet, siger Jesper Petersen.

- Og så er der en social og geografisk skævhed i, at boligejere over hele landet skal betale for, at dem med de dyre boliger i typisk hovedstadsområdet får en skattelettelse.

Socialdemokratiet er sammen med Dansk Folkeparti og De Radikale indbudt til forhandlinger om boligskatten torsdag klokken 16 i Finansministeriet.

/ritzau/

Facebook
Twitter