Socialdemokratiet: 'Politisk set' gjorde Støjberg det rigtige ved at adskille unge asylpar

Flertal kalder Støjbergs hensigter "prisværdige". Støttepartier kritiserer S for at "støtte ulovlighed".

Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, mener, at Støjberg gjorde det "politisk rigtige", da hun adskilte unge asylpar. Men juridisk var det forkert, erkender han. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Inger Støjbergs adskillelse af unge asylpar var "politisk set rigtig", men "juridisk forkert".

Det konkluderer et flertal i Folketinget i den betænkning, der er grundlag for beslutningen om at rejse tiltale mod Inger Støjberg (V).

Tiltalen mod den tidligere minister ventes formelt at blive stemt igennem af et massivt flertal på tirsdag.

Flertallet bag formuleringen om, at Støjberg "politisk set" gjorde det rigtige, består af Venstre, Konservative og regeringspartiet Socialdemokratiet. Flertallet skriver også, at Inger Støjbergs hensigt med at ville adskille parrene var "prisværdig".

Socialdemokratiet har valgt at stemme for formuleringen om, at Støjberg "politisk set" gjorde det rigtige, fordi partiet dengang mente, at parrene skulle skilles ad, forklarer Jeppe Bruus, der er Socialdemokratiets retsordfører.

- Når man laver politiske bemærkninger til sådan et beslutningsforslag, så tilkendegiver man, hvad man lægger vægt på, siger han og uddyber:

- Der er det vigtigt at sige, at vi var enige i, at parrene skulle skilles ad. Det ændrer ikke på, at det skulle foregå på en lovlig måde, siger Socialdemokratiets retsordfører Jeppe Bruus. Han er samtidig formand for det underudvalg, som har haft til opgave at udarbejde tiltalen mod Inger Støjberg.

Hvad er en rigsretssag? Få svaret i videoen herunder.

Skuffede støttepartier: S er landet i spinfælde

Men formuleringen deler Socialdemokratiet fra sine støttepartier. For nok er hele rød blok enige om, at der skal rejses tiltale mod Inger Støjberg, men hverken SF, Enhedslisten eller De Radikale anerkender, at man på den måde kan skelne mellem jura og politik.

De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard, mener, at Socialdemokratiet er hoppet direkte i Inger Støjbergs 'spinfælde'. Den nu tidligere minister og næstformand for Venstre har sagen igennem stået på, at sagen handler om, at hun ville beskytte pigerne fra at bo sammen med ældre mænd i et tvangsægteskab.

- Jeg er forundret over, at Socialdemokraterne erklærer sig politisk enig med en ulovlighed. At de er politisk enige i at adskille alle, der ønskede at bo sammen, siger han og fortsætter:

- Det giver ingen mening for mig. Hvordan kan det være politisk rigtigt at begå en ulovlighed? At adskille en 16-årig fra en 17-årig, der er flygtet fra lande, hvor de var tvangsgift til anden side. Socialdemokraterne er hoppet lige i Inger Støjbergs spin-fælde, siger han.

Jævnaldrende par blev adskilt mod deres vilje

23 par blev adskilt som konsekvens af den instruks, der udgik i Støjbergs tid som udlændinge- og integrationsminister tilbage i 2016. En instruks, der ifølge ombudsmanden, en kommissionsundersøgelse og to uvildige advokater var ulovlig, fordi den uden undtagelse dikterede, at parrene skulle adskilles.

Tre par, hvor pigen var 16 år og drengen var 17 år, blev blandt andet adskilt som konsekvens af instruksen.

Enhedslistens Rosa Lund er med egne ord 'ked af det' og 'skuffet' over, at Socialdemokratiet støtter en formulering om, at det "politisk set" var det rigtige at adskille parrene.

- Det er jeg faktisk meget, meget ked af. Jeg synes, det mudrer billedet af, hvad det her handler om. Det her handler ikke om, hvorvidt man er enig med Inger Støjberg, siger hun.

Forstå sagen om den ulovlige instruks i vores gennemgang af sagen herunder. Artiklen fortsætter efter videoen.

Socialdemokratiet: Det handler om jura

Også Karina Lorentzen Dehnhardt, der er SF's retsordfører, kritiserer Socialdemokratiet for at støtte "noget vås".

- Jeg er ikke enig i, at det er politisk rigtigt at gøre, hvis det er juridisk forkert, for så er det jo ulovligt, og så kan man ikke bare politisk gøre det.

- Det må stå for Socialdemokratiets egen regning. Jeg synes, vi skal huske på, at der rent faktisk var nogle mennesker, der kom til skade som følge af instruksen. Vi stod med et par, hvor i hvert fald den ene af de to forsøgte selvmord. Det var forkert, at man ikke lavede partshøring og foretog en ordentlig behandling i den her sag, siger hun.

Jeppe Bruus, svarer det ikke lidt til at sige, at - ja, du begik et bankrøveri, men pengene gik til et godt formål – så vi var enige i intentionen, men handlingen var forkert?

- Nej, jeg synes ikke, det er en god sammenligning. Vi var enige i, at parrene skulle skilles ad. Men det her handler ikke om politik, det handler om jura, siger Jeppe Bruus.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter