Socialdemokratiet skifter mening: Stemmer imod kritiseret lovforslag om opholdskrav

Det er væltet ud med problemer i ny dagpengelov, siger S-ordfører. Partiet stemmer nu imod.

Det bliver et pænt nej tak og en stemme imod fra Socialdemokratiet, når Folketinget inden længe skal færdigbehandle regeringens lovforslag om at indføre et opholdskrav for retten til dagpenge.

- Det vælter ud med problemer, har hele udvalgsbehandlingen vist, og derfor stemmer vi imod, siger beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen (S).

Ifølge beskæftigelsesordføreren er der for mange uafklarede problemer med loven til, at Socialdemokratiet kan støtte den.

Dels er opholdskravet svært at administrere for a-kasserne, dels er der problemer med folk på sygedagpenge og barsel og endelig kan danskere med ophold i Storbritannien også ende med at blive ramt, når briterne forlader EU.

Dermed ser lovforslaget ud til at blive vedtaget af et smalt flertal bestående af regeringen og Dansk Folkeparti. De fire borgerlige partier har fra årsskiftet aftalt at indføre et såkaldt opholdskrav for retten til dagpenge. For at kunne modtage arbejdsløsheds-, syge- eller barselsdagpenge, skal man i syv ud af de seneste otte år have opholdt sig i Danmark eller et andet EU eller EØS-land.

Mange danskere rammes

Forslaget har skabt massiv debat. Intentionen bag forslaget er at skræmme udlændinge fra at se det som "mere attraktivt at flytte til Danmark for at få ydelser end at være i deres hjemland", men fagbevægelsen har advaret mod, at forslaget også vil ramme en stor gruppe af danskere, der har arbejdet i udlandet.

40 procent af de ramte vil være danske statsborgere, er regeringens eget skøn.

- Vi synes ikke, det er fair, at man går herhjemme i mange år som almindelig dansker, betaler til dagpenge, tager ud i et år og en dag, og så kan man ikke få dagpengene. Det vil vi selvfølgelig kigge på, for det er ikke i orden, siger Leif Lahn Jensen.

- Jeg har fået et hav af mails af folk, der er taget ud. Folk der troede, at de tog til udlandet velvidende at de kunne komme tilbage og få den beskyttelse. Det synes jeg ikke er fair. Det må vi se, om vi kan ændre.

Vil I rulle det tilbage?

- Vi vil i hvert fald kigge på, hvordan det skal gøres ordentligt. At rulle det tilbage er ikke det, vi vil, fordi vi vil jo stadig gå ind for optjeningsprincipper. Opholdskravet er stadig fornuftigt, hvis det bliver gjort ordentligt, siger han og sender en bøn til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V):

- Så kære minister. Træk det nu tilbage. Indrøm nu, at det er et dårligt lovforslag, det er dårligt bearbejdet, og så gør det bedre.

Erhvervslivet har advaret mod ny lov

Også Dansk Industri samt en række danske virksomheder har advaret mod negative konsekvenser af lovforslaget.

Socialdemokratiet har tidligere foreslået, at opholdskravet i stedet skal være på enten 7 af 10 år eller 7 af 12 år. Det skulle sikre, at danske statsborgere kunne rejse ud i tre til fem år, uden at de mistede dagpengeretten. Det har regeringen midlertidig afvist.

Ender lovforslaget med at blive vedtaget, betyder det, at man mister dagpengeretten, hvis man eksempelvis har boet og arbejdet i Kina, USA eller Australien mere end 12 måneder. Også selvom om man har betalt til a-kassen i årevis.

Undtaget fra loven er blandt andre ansatte i danske selskaber og besætninger på danske skibe.

Senest er det kommet frem, at staten står til at beholde 600.000 kroner, som medlemmer af A-kasserne har indbetalt til staten som led i deres arbejdsløshedsforsikring, men som de ikke vil have ret til, hvis loven bliver vedtaget.

DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra beskæftigelsesministeren.

Facebook
Twitter