Socialdemokratiet trods lempelse i dagpengekrav: 'Lovsjusk' og 'vil trække det tilbage'

Folketingets største parti kommer ikke til at stemme for en lov om opholdskrav.

Beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen (S) fastholder, at partiet ikke vil stemme for ny lov om et opholdskrav. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det er fint, at regeringen og Dansk Folkeparti i dag har besluttet, at man vil lempe opholdskravene for at få ret til at optjene dagpenge.

Men forslaget er stadig præget af så meget lovsjusk, at parterne bør trække det tilbage straks.

Det siger Leif Lahn Jensen, der er beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet, efter at regeringen og Dansk Folkeparti i dag har besluttet at sende et ændringsforslag af sted til Folketinget.

- Ministeren (Troels Lund Poulsen, red) har en rigtig dårlig sag. Det er en sag, som har været dårligt behandlet hele vejen igennem. Jeg tror ikke, at det har taget meget mere end to minutter at udfærdige loven, siger beskæftigelsesordføreren.

Regeringen og Dansk Folkeparti skriver i deres ændringsforslag, at man skal have været i Danmark i 7 ud af de seneste 12 år for at være berettiget til dagpenge.

Indtil videre har udgangspunktet været, at man skal have været i Danmark eller et andet EU/EØS-land 7 ud af de seneste 8 år for at have ret til dagpenge.

Danske A-Kasser: Et plaster på et blødende sår

Lovforslaget har medført massiv kritik fra flere sidder. En af kritikerne er Danske A-Kasser, som tidligere har kaldt lovforslaget for umuligt at administrere.

De ser ændringsforslaget som 'et plaster på et blødende sår' og fastholder deres kritik.

- Der er stadigvæk et sår, og derfor mener vi, at man bør droppe idéen. Forslaget er for det første helt ubegrundet, og så vil det give nogle store problemer administrativt, men vigtigst af alt for de mennesker, som bliver ramt, siger direktør Verner Sand Kirk.

Nu har de valgt at bløde lidt op i forhold til opholdskravet. Hvorfor kan I ikke bare være glade for det?

- Det er klart, at det umiddelbart er mindre slemt, hvis der 25 procent færre, der bliver ramt. Men der er stadig mange, som bliver ramt urimeligt, siger han og fortsætter:

- Og så er der det groteske, at man nu skal dokumentere 12 år tilbage. I forvejen var det nærmest umuligt at se, hvordan man skulle administrere det og finde ud af for medlemmer, om de var købt eller solgt.

Minister: Vi har lyttet til kritikken

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) holder fast i, at et opholdskrav er en god idé.

Han er dog blevet klar over, at der var behov for at justere forslaget efter den seneste tids debat.

- Vi vælger at lytte til de bekymringer, der har været undervejs. De har også gjort indtryk på os, og man skal ikke være bleg for at indrømme, at der er ting, som kan gøres bedre og mere smidigt. Derfor har vi valgt at komme med et ændringsforslag, som imødekommer den kritik, der er lagt frem, siger ministeren.

I sidste uge afviste du over DR at ændre forslaget. Hvad har ændret sig siden der?

- Politik bevæger sig, og vi følger hele tiden den politiske debat. Derfor bliver man som minister også nødt til at tage bestik af, hvordan virkeligheden er, siger han og kalder ændringsforslaget en åben håndsrækning til Socialdemokratiet.

Socialdemokratiet bekendtgjorde i sidste uge, at de ikke kunne stemme for forslaget i dens nuværende udformning.

Og selv om de vil stemme for ændringsforslaget, så bliver det et klart nej tak, når forslaget skal stemmes endeligt igennem.

- Der er store problemer i forhold til barsel, sygedagpenge, brexit og det faktum, at Danske A-Kasser mener, at det er svært at administrere. Ændringsforslaget er en forbedring, men vi vil ikke stemme for så dårligt lovarbejde som det her. De skal trække det tilbage og lave et bedre stykke arbejde, siger beskæftigelsesordfører Leif Lahn.

Mange ting, der ikke virker

Hvad skulle der laves om, før I ville stemme for?

- Det er svært, fordi der er mange ting, som bare ikke virker. For at nævne nogle få ting, så har man ikke tænkt på, at folk mister noget i sygedagpenge og folk ikke kan få barsel, når de kommer hjem. Desuden har man ikke set på, hvad der skal ske i forhold til brexit og de mennesker, som arbejder derover, siger han.

Hvis I kommer til magten efter valget, hvad vil I så gøre i forhold til en lov om opholdskrav?

- Hvis vi vinder valget, så vil vi trække loven tilbage så hurtigt som muligt. Og så vil vi lave et ordentligt stykke arbejde med arbejdsmarkedets parter og sikre, at der kommer et opholdskrav, men at det bliver på en ordentlig måde, siger beskæftigelsesordføreren.

Er det et valgløfte fra Socialdemokratiet, at I vil trække loven tilbage, hvis I kommer til magten?

- Vi kommer til at sætte det tilbage med det samme, og så vil sætte os ned med arbejdsmarkedet parter og se på, om vi ikke kan få opholdskrav og optjeningsprincipper ind. For det vil vi gerne, siger Leif Lahn.

Beskæftigelsesministeren kalder kritikken fra en politisk uenighed og har følgende skudsmål om Socialdemokratiets beslutning.

- Det er klar tale af Socialdemokratiet, at de synes, at det skal være lettere for udenlandske statsborgere at få afgang til danske dagpenge. Det er jeg så bare lodret uenig i, siger Troels Lund Poulsen.

Lovforslaget ventes at blive stemt igennem i næste uge. Med ændringsforslaget betyder det, at man skal have været mindst fem ud af 12 år i Danmark eller et EU/EØS-land for at have optjent retten til dagpenge i Danmark.

Det stiger til seks ud af 12 år i 2020 og syv ud af 12 år i 2021 og frem.