Socialdemokratiet vil give stofmisbrugere id-kort, så politiet lader dem være

Politiforbundet frygter, at kortene kan blive udnyttet af bander og pushere.

Lina kommer dagligt ved Mændenes Hjem og det nyere fixerum H17. Hun er ikke klar til behandling for sit misbrug endnu. I december fik hun kastet salmiak i øjnene i en slåskamp, og hendes øjne er derfor helt blanke at se på.

Der findes to fikserum i København, hvor stofmisbrugere kan indtage narkotika under ordnede forhold og opsyn.

De ligger med knap 250 meter imellem sig på Vesterbro, og går man en tur i området, er man sjældent i tvivl om, hvem i gadebilledet der frekventerer dem - nemlig nogle af de mest udsatte borgere.

I 2007 blev det gjort muligt at uddele en advarsel fremfor en bøde til misbrugere på overførselsindkomst. Og i 2017 oprettede kommunen en straffri zone på Vesterbro i København. Begge intiativer skulle lade misbrugere have narkotika til eget forbrug på sig uden at få bøder af politiet.

Men det er politiet ikke gode nok til at håndtere, lyder det nu fra Socialdemokratiet, der vil give de mest udsatte misbrugere et id-kort, de kan bruge til at undgå at blive visiteret af politiet i de straffri zoner.

- Stofmisbrugsscenen på Vesterbro er den hårdeste, vi har i Danmark. Derfor kan man godt lave særlige indsatser her, som man også allerede gør. Men mange fortæller, at de stadig bliver stoppet af politiet. Og det skal politiet ikke bruge tid og ressourcer på. Vi vil i stedet give de mest udsatte mere hjælp og værdighed, siger Mette Frederiksen.

Hun er sammen med Gadejuristens stifter, Nanna W. Gotfredsen, taget til Mændenes Hjem på Istedgade, som er det tætteste, man kommer på et centrum for misbrugsscenen på Vesterbro.

(Artiklen fortsætter efter videoen. Video: Peter Boier)

Gadejuristen har siden 1999 givet retshjælp til udsatte mennesker i hele Danmark. Og Nanna W. Gotfredsen tager imod enhver kærlig hånd, der bliver udrakt til nogle af samfundets allersvageste.

- De her mennesker skulle slet ikke straffes. Men de bliver straffet for besiddelse til eget brug. Kan et id-kort flytte dem fra at blive straffet til at blive hjulpet, så er det et stykke af vejen, siger hun.

Hun kender mange af de udsatte, der hænger ud foran Mændenes Hjem. Spørger ind til dem, vejleder dem og tager sig af dem. Og de betror sig til hende. Deres historier og deres problemer.

- De har jo et væld af forskellige problemer. Mange ryger helt ud af kontanthjælpssystemet. De mangler tag over hovedet. Der er et hav af problemer for de her svært udfordrede mennesker. Og så bliver de oven i det presset af politiet, fortæller juristen.

Hjælp til de udsatte

Det er ikke første gang, at Mette Frederiksen har været forbi Mændenes Hjem med Nanna W. Gotfredsen. Flere af gæsterne genkender Socialdemokratiets formand og kommer hende i møde og krammer hende.

Anledningen til besøget er, at Socialdemokratiet vil sikre bedre hjælp til de mest udsatte omkring Vesterbro. Udover det førnævnte id-kort foreslår Socialdemokratiet en række andre initiativer, der skal gøre livet lettere for de mest udsatte misbrugere.

Finansieringen skal komme fra satspuljen, der er penge målrettet samfundets svageste.

- Vi har penge tilbage, og dem vil vi målrette de her meget udsatte mennesker. Hvor mange penge, det vil koste, afhænger af, hvor meget vi vil gøre på én gang.

Kan blive svært at administrere

Betjentene, der skal få det til at fungere i praksis, er repræsenteret af Politiforbundet. Og her frygter de, at forslaget vil betyde mere arbejde for politiet.

- Jeg tror umiddelbart, det bliver svært at administrere for politiet, fortæller formand Claus Oxfeldt.

Han forudser, at det kan blive besværligt at sikre sig, at det er kortets rigtige ejermand, betjente står med.

- Jeg kunne også rigtig godt forestille mig, at det kunne blive en slags hælervare for pushere, der, hvis de får fat i sådan et kort, jo nærmest får frit spil til at have narko på sig, siger Claus Oxfeldt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politiforbundets formand Claus Oxfeldt. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

- De er jo kreative, de her pushere. De gemmer jo allerede nu stoffer alle mulige steder, hvor de ved, det er svært for politiet at lede. I underbukserne, for eksempel.

En anden risiko er ifølge forbundsformanden, at nogle af narkomanerne via deres id-kort bliver tvunget til at hjælpe banderne med at sælge narko.

Det bedste og vigtigste at gøre er at have politi, der har kendskab til de lokale og kender miljøerne, mener Claus Oxfeldt.

- Men det er heldigvis også det, jeg både hører fra Socialdemokratiet og regeringen i øjeblikket. Man vil tættere på borgerne - og det, synes jeg, er vigtigere end at indføre et id-kort.