Socialdemokratiet vil lade reklameforbud betale for skrotning af uddannelsesloft

Mette Frederiksen afviser angreb fra finansminister. Færre ikke-jobgivende uddannelser del af plan.

Socialdemokraternes partileder Mette Frederiksen (S) vil skrotte det såkaldte uddannelsesloft ved at lukke uddannelser og lukke pengekassen til markedsføring. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

”Hvor skal pengene komme fra?”

Finansminister Kristian Jensens (V) spørgsmål til S-formand Mette Frederiksen bliver nu besvaret entydigt af partiformanden, der vil indføre et stop for de videregående uddannelsers brug af markedsføringskroner for at skaffe en stor del af de anslåede 300 millioner, det vil koste at droppe uddannelsesloftet.

- Vi foreslår blandt andet at fjerne de markedsføringsmidler, der bliver brugt på universiteterne i dag. Jeg synes jo, det er sådan lidt mærkeligt, at vi bruger uddannelsespenge på reklamebureauer, siger Mette Frederiksen.

Den socialdemokratiske formand mener, at det vil frigøre et ”par hundrede millioner kroner,” men hun erkender ved samme lejlighed, at der i så fald mangler penge i kassen.

Skal ikke uddanne til arbejdsløshed

Den resterende del af regnestykket vil hun lade være op til en konkret forhandling, men hun foreslår derudover konkret at øge den såkaldte dimensionering på de videregående uddannelser. Det betyder kort fortalt, at Socialdemokratiet vil lukke uddannelser, hvor der ikke er høje beskæftigelsesmuligheder.

- Jeg synes, det er rigtigt vigtigt, at det vi uddanner de unge til i Danmark, også efterfølgende er noget, der fører beskæftigelse med sig. Der er nogle områder, hvor der er høj dimittendledighed, siger Mette Frederiksen og fortsætter:

- Det er vigtigt, at vi får drøftet, om vi har indrettet vores uddannelsessystem på den rigtige måde, så vi sikrer, der er en bedre sammenhæng mellem de uddannelser, der bliver udbudt og muligheden for at få arbejde bagefter.

En øget dimensionering skal sikre, at færre unge får behov for at tage endnu en uddannelse, efter i første omgang at have uddannet sig til arbejdsløshed.

Mette F forsikrer: Vi rører ikke dagpengene

Det gældende uddannelsesloft betyder, at studerende de første seks år ikke kan tage en ny uddannelse på samme niveau med den, de har færdiggjort.

I Venstre var finansminister Kristian Jensen tidligere i dag ikke sen til at kæde uddannelsesloftet sammen med dagpengeaftalen, der blev indgået i 2015. De to ting hænger sammen, fordi loftet finansierede et forbedret dagpengesystem.

Det fik finansministeren til at anklage Mette Frederiksen for at skabe usikkerhed om dagpengesystemet, men det afviser S-formanden blankt og entydigt.

- Der bliver ikke nogen ændring af dagpengeaftalen. Det er rigtig vigtigt, at vi passer på de mennesker, der er arbejdsløse og deres dagpenge.

Uddannelsesloftet gav 308 millioner kroner, der alle siden er brugt på dagpengeaftalen. Det er forventningen, at det vil koste i nogenlunde det samme at sløjfe loftet igen.

Facebook
Twitter