Socialdemokratiet vil skrue ned for sparekrav til museer fra 2022

Socialdemokratiet vil fra 2022 delvist afskaffe det omdiskuterede omprioriteringsbidrag på kulturområdet.

Kulturordfører Mogens Jensen (S) vil sløjfe en del af sparekravet på kulturområdet. (Foto: © Olafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Det skal være slut med at spinke og spare på landets kulturinstitutioner. I hvert fald hvis det står til Socialdemokratiet.

De vil fra 2022 delvist afskaffe det to-procents sparekrav - politisk kaldet et omprioriteringsbidrag - der har været på kulturområdet siden 2015.

- Det vigtigste for os er, at vi får stoppet det omprioriteringsbidrag, der har undermineret kulturinstitutioner nu gennem lang tid. Det har medført en masse forringelser, siger kulturordfører Mogens Jensen (S).

Socialdemokratiet foreslår helt konkret, at kulturinstitutionerne ikke længere skal aflevere de to procent, men kan nøjes med at spare en halv procent. De penge skal blive på kulturområdet.

- Den halve procent skal bruges på kultur. Det er vigtigt for os, at der stadig er en halv procent, som også kan komme kulturlivet til gode, forklarer Mogens Jensen (S).

Udover at justere på sparekravet vil partiet også give kulturlivet en saltvandsindsprøjtning.

- Vi lægger om til samlet set at tilføre 600 mio. kroner til kulturområdet over fire år.

Partiet vil finansiere forslaget med penge fra det økonomiske råderum, som er de penge, der er til rådighed til eksempelvis at sætte skatter ned eller øge de offentlige serviceudgifter ud over det, der bruges i den offentlige sektor i dag.

DF: Useriøst

Hos Dansk Folkeparti er de ikke imponerede over forslaget. Partiet mener ligesom Socialdemokratiet, at sparekravet er problematisk. Men til forskel fra Socialdemokratiet vil de fjerne det helt.

- Vi har i tre år foreslået at fjerne omprioriteringsbidraget helt. Socialdemokraterne vil fortsætte noget af omprioriteringsbidraget, og de kan ikke anvise finansiering før om nogle år. Det synes jeg ikke er seriøst, siger kulturordfører Alex Ahrendtsen (DF).

Regeringen lægger op til at beholde omprioriteringsbidraget, men lade pengene blive på de enkelte områder.

Forslaget fra Socialdemokratiet kommer på samme dag, hvor SF har kaldt kulturminister Mette Bock (LA) i en forespørgelsesdebat i folketingssalen om netop omprioriteringsbidraget.