Socialminister trods skarp kritik: Samværslov bliver ikke lavet om

Når samværssager behandles, strider det ikke imod menneskerettighederne, mener socialministeren.

Socialminister Manu Sareen afviser at ændre forældreansvarsloven. For han mener ikke, at det danske system strider mod de europæiske menneskerettigheder. (Foto: Søren Bidstrup © Scanpix)

Der skal ikke ændres ved Forældreansvarsloven i forhold til behandlingen af samværssager og klager over afgørelser.

Sådan lyder det fra socialminister Manu Sareen (R) på baggrund af, at flere eksperter har påpeget, at det er i strid med menneskerettighederne, at Ankestyrelsen behandler klager over Statsforvaltningens afgørelser i sager om samvær.

- Man kan altid påklage den afgørelse, der måtte være i Ankestyrelsen til en domstol. Hvis den mulighed ikke havde været der, havde vi haft et problem, men den er der, siger han.

Derfor mener Manu Sareen ikke, at det skulle være imod menneskerettighederne, at Ankestyrelsen håndterer klager over afgørelser, der kommer fra Statsforvaltningen.

Venstre: Det er helt hen i vejret

I 2013 gav Ankestyrelsen ellers kun den klagende forælder medhold i under fem procent af tilfældene.

Og det er helt hen i vejret, mener Venstres socialordfører Eyvind Vesselbo.

- Det kan jo ikke være rigtigt, at vi har en lov, der strider imod de menneskerettighedskonventioner, vi selv har skrevet under på, siger han.

Eyvind Vesselbo har derfor bedt ministeren om snarest at finde en dato, hvor alle folketingets partier, der står bag aftalen, kan mødes og finde ud af, hvordan loven kan ændres.

Venstre gør regning uden vært

Men Ejvind Vesselbo gør "regning uden vært", mener Manu Sareen.

For da forældreansvarsloven blev ændret af aftalepartier i Folketinget, mente domstolene ifølge socialministeren selv, at det er bedre at tage samværssager i Ankestyrelsen under Statsforvaltningen.

- Der er jo så mange detaljer og nuancer i de her sager, så der skal man sidde med forældrene og sagsbehandlerne, som kender sagerne, siger han.

Far tvivler på, at klage ændrer noget

En af de fædre, der har prøvet systemet på egen krop, er Bo Johansen. Da hans ekskone valgte at prøve fordelingen af børnenes samvær hos Statsforvaltningen, fik hun medhold.

Nu står Bo Johansen over for at skulle klage til Ankestyrelsen, men han er usikker på, om han får noget ud af det.

- Jeg synes, det er en skævvridning, at det er dem selv, der skal undersøge sig selv, siger han.

Børns samvær skal kunne prøves ved en uvildig domstol

Og det kan han have ret i, mener professor i familie- og menneskerettigheder fra Aalborg Universitet, Marianne Holdgaard. Primært fordi Ankestyrelsen ikke er et uafhængigt og upartisk organ.

- Retten til en advokat og fri proces er nogle retsgarantier, man som borger er sikret ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols artikel 6. Og det har man ikke ret til hos Ankestyrelsen, siger hun.

Ifølge Foreningen Far er der færre børn, der har bopæl hos deres far i dag, end der var i 1980.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter