Socialrådgivere: Fattigdomsgrænse er et vigtigt værktøj

Regeringen vil ikke bruge fattigdomsgrænsen, som den tidligere regering vedtog, og den beslutning møder kritik.

Majbrit Berlau, der er formand for socialrådgiverne, beklager, at regeringen helt vil droppe at bruge den vedtagne fattigdomsgrænse.

Det er synd, at regeringen vil fjerne fattigdomsgrænsen, for det er et nyttigt værktøj til at måle, hvorvidt initiativerne til at afskaffe fattigdom har en virkning, siger Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Det sker som reaktion på, at socialminister Karen Ellemann (V) vil holde helt op med at bruge fattigdomsgrænsen.

- Det er synd, for vi havde et redskab til at måle udviklingen. Der er tale om en restriktiv grænse, som i forvejen er en af de smalleste grænser, man kunne bruge. Det er bekymrende, for hvad er det et udtryk for, hvordan har de så tænkt sig at arbejde med det, siger Majbrit Berlau.

- Før handlede diskussion om niveauet

Den officielle grænse for fattigdommen i Danmark blev indført i 2013 af den daværende S-SF-R-regering og fastsatte grænsen til en indkomst på 103.500 kroner om året og en formue på ikke over 100.000 kroner.

- Pointen med at lave grænsen var, at vi blev enige om et niveau. Før vi fik lagt grænsen, handlede diskussionen om, hvilken grænseværdi vi skulle bruge, siger Majbrit Berlau.

- En tynd undskyldning

Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Finn Sørensen, kalder det en tynd undskyldning, at fattigdom ikke kun skal måles i kroner og øre.

- Karen Ellemanns afskaffelse af den fattigdomsgrænse, som Enhedslisten og den tidligere regering indførte, tjener kun et eneste formål. Hun vil skjule, at konsekvensen af regeringens politik er, at der bliver flere fattige, siger Finn Sørensen.

- Så er det selvfølgelig ubehageligt at skulle udgive en årlig rapport og stå til regnskab i folketingssalen for, at man selv er med til at øge antallet af fattige, siger han.

- Et kæmpetilbageslag

Også Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, beklager regeringens beslutning om at afskaffe fattigdomsgrænsen, selv om at han erkender, at fattigdomsgrænsen ikke i sig selv hjælper fattige.

- Det er et kæmpetilbageslag for socialpolitikken, for det betyder, at regeringen reelt skrotter et redskab, så man kan måle, om det går i den rigtige eller forkerte vej i Danmark med hensyn til udviklingen af fattigdom, siger han.

Også Red Barnet og Frelsens Hær kritiserer Karen Ellemanns beslutning om at afskaffe den officielle fattigdomsgrænse.

Socialdemokraternes socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, har indkaldt til samråd i sagen.

/DR Nyheder/