Socialrådgivere i oprør over kontanthjælp

Regeringen vil tage kontanthjælp fra par, der lever i papirløse forhold, og det er socialrådgiverne i oprør over.

Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening, forudser, at en stor del af besparelserne på kontanthjælpsreformen vil gå til kontrol. (Foto: Klaus Rydahl © DR)

Regeringen vil sidestille kontanthjælpsmodtagere, der bor sammen med deres partner, med ægtepar, og det er socialrådgiverne i oprør over.

Ændringen betyder, at man fremover ikke kan få kontanthjælp, hvis ens sambo tjener 30.000 kroner om måneden eller mere. Så skal man forsørges af kæresten - sådan som det gælder ægtepar.

Forslaget ventes at ramme 8.000 kontanthjælpsmodtagere.

Enormt komplekst

Men ideen er umulig at føre ud i livet, fordi det er svært at afgøre, hvem der er kærester og skal forsørge hinanden, og hvem der ikke er, siger Majbritt Berlau, formand for Socialrådgiverforeningen.

- Det kan være gode venner, der bor sammen, det kan være et kollektiv eller studiekammerater, der deler en lejlighed. Jeg kan se mange fuldstændig urealistiske scenarier, hvor det bliver enormt komplekst og umuligt at holde styr på, siger hun.

Får travlt med at kontrollere

Forslaget skal ifølge regeringen give en besparelse på 360 millioner kroner om året, men det tal tvivler socialrådgivernes formand på.

- En del af besparelserne skal lægges i kommunernes kontrolgrupper, for vi får rigtig travlt med at efterforske og kontrollere, om folk lever i samlevende forhold eller ej, siger hun.