Søren Espersen: 'Jeg kender ikke nogen, som ikke håber på Støjberg som formand'

Morten Messerschmidt har i weekenden meldt sit kandidatur som formand for Dansk Folkeparti.

Søren Espersen kender ingen, der ikke håber på Inger Støjberg som formand. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix Denmark)

Dansk Folkeparti skal have ny formand.

Og hvis man spørger Søren Espersen, der er et fremtrædende medlem af partiet, og også sidder i Folketinget, så er der ingen tvivl:

Alle vil gerne have Inger Støjberg som formand.

- Jeg kender ikke nogen, som ikke håber på Støjberg som formand, siger han til DR Nyheder.

Partiet skal finde en ny formand til deres ekstraordinære årsmøde den 23. januar næste år, efter at Kristian Thuelsen Dahl har meldt ud, at han ønsker at trække sig som formand efter partiet fik en vælgerlussing til kommunalvalget.

Den nuværende næstformand Morten Messerschmidt har ellers i weekenden meldt sig officielt ind i formandskampen sammen med europaparlamentariker Peter Kofod, der, ifølge Messerschmidt, vil få rollen som næstformand, hvis han bliver valgt på årsmødet til januar.

Morten Messerschmidt (DF) har meldt sig på banen som Dansk Folkepartis næste formand. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

- Vi er to forskellige personligheder, men vi vil det samme. Vi er enige om, at baglandet i Dansk Folkeparti skal meget mere på banen, og vi er enige om, at politikudviklingen ikke kun skal ske på Christiansborg. Vi vil derfor være et super stærkt formandsskab, siger han.

Vil vige pladsen

Men på trods af, at Messerschmidt nu selv bejler til formandsposten, så er han villig til at vige pladsen, hvis Støjberg melder sig ind i kampen.

Peter Kofod(DF) bliver en del af formandsteamet i Dansk Folkeparti som næstformand, hvis Morten Messerschmidt bliver formand. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix Denmark)

- Jeg synes, Inger Støjberg er en helt fantastisk politiker, og hun har en karisma og en politisk gennemslagskraft, som er unik. Hvis Inger Støjberg kommer og siger, at hun vil være formand, så viger jeg pladsen.

- Det her, det handler ikke om personer. Det handler om, at vi skal samle partiet og den politik og det unikke parti, som Dansk Folkeparti er. Så hvis Inger gerne vil være med, så får hun det, hun peger på, siger Morten Messerschmidt.

Han så dog gerne, at hvis Inger Støjberg vil stille op som formand, at han og Peter Kofod blev en del af det formandsteam.

- Det skal forståes på den måde, at hvis Inger Støjbergs betingelse for at komme ind i Dansk Folkeparti, det er, at hun skal være formand, så er det klart, at et trekløver bestående af Inger Støjberg, Peter Kofod og mig, det er bedre end et tokløver, bestående af Peter Kofod og mig, siger han.

Men sådan fungerer det ikke i Dansk Folkeparti, fortæller Søren Espersen.

- Når Inger Støjberg, hvis Inger Støjberg, bliver valgt som formand i Dansk Folkeparti, så sætter hun holdet præcis, som hun vil. Sådan er det, når man er formand i Dansk Folkeparti. Så hvad hun vælger til den tid - hvis det sker, det håber vi alle sker - er det hendes afgørelse helt og aldeles alene.

Han kalder derudover Morten Messerschmidts og Peter Kofods udmelding for "interessant":

- Det lyder da interessant, at de har valgt den mulighed, men det kræver nogle vedtægtsændringer, hvis det skal kunne lade sig gøre, siger han.

Opbakning til Støjberg

Og der er opbakning til Inger Støjberg som formand i Dansk Folkeparti fra flere fremtrædende folk i partiet.

Den 20. november blev der afholdt hovedbestyrelsesmøde, efter Kristian Thulesen Dahl havde meldt sin afgang. Her blev de enige om, at det bliver den 23. januar, der skal afholdes årsmøde i partiet og dermed også vælges en ny formand.

Det er en dato, der ligger inden Morten Messerschmidts retssag bliver afklaret, og efter Inger Støjbergs dom er afsagt. Der vil altså kun være afklaring på Støjbergs situation, når der afholdes årsmøde.

Men Kristian Thulesen Dahl fortalte efter hovedbestyrelsesmødet, at hvis partiet skulle vente flere måneder ekstra, "var det også en situation, hvor partiet skulle leve i uklarhed om, hvem der er kaptajn på skuden."

Adspurgt samme dag om han foretrækker Inger Støjberg, svarer han:

- Jeg synes, at Inger Støjberg passer en til en i Dansk Folkeparti.

- Hvis Inger vælger at melde sig ind, vil det være helt utænkeligt, at hun ikke skulle have en meget fremtrædende rolle i partiet.

Tidligere formand Pia Kjærsgaard og nuværende formand Kristian Thuelsen Dahl vil begge ønske Inger Støjberg velkommen i partiet, hvis hun melder sig ind. (Foto: © søren bidstrup, Ritzau Scanpix)

Også tidligere formand for partiet Pia Kjærsgaard er positiv overfor Inger Støjberg på formandsposten.

I sidste uge mødte Pia Kjærsgaard op i Rigsretten for at støtte Inger Støjberg i sagen adskillelse af asylpar, hvor den ene part var under 18 år.

Her blev Pia Kjærsgaard også spurgt, om Inger Støjberg er den rigtige formand for Dansk Folkeparti.

Ville du synes, hun kunne blive en god formand?

- Det tror jeg da bestemt, hun kan. Nu ser vi, hvilke kandidater der melder sig. Det tror jeg godt hun kan, hvis hun har lyst.

Er det hende, du helst vil have?

- Det tror jeg slet ikke, at jeg vil tage stilling til på nuværende tidspunkt. Der er en frist, der hedder 7. januar, og så må vi se, hvem der melder sig. Jeg kan kun sige, at hun er meget velkommen.

Ingen kommentarer fra Støjberg

Inger Støjberg selv har afvist at kommentere på snakken om formandsposten, indtil der er afsagt dom i Rigsretssagen.

Inger Støjberg vil ikke kommentere på, om hun vil stille op som formand i Dansk Folkeparti, før der er afsagt dom i Rigsretssagen. Der forventes dom før jul. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Nu går jeg jo klart efter en frifindelse, og jeg forventer en frifindelse. Og så tager jeg stilling til, hvad jeg skal, efterfølgende, sagde hun 25. november.

Om hun selv ønsker posten, afviser hun også at svare på.

- Jeg kan sige så meget, at det kommer jeg ikke til at sige noget som helst om, siger hun.

- Jeg er utrolig glad for støtten fra Dansk Folkeparti. Og jeg kommer ikke til at forholde mig til noget i forhold til, om jeg skal være med eller ej. Men jeg har da fulgt med, og jeg ved godt, hvad der bliver snakket om.