Søren Gade forlader sin stilling som administrerende direktør i interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer. Det oplyser Landbrug og Fødevarer i en pressemeddelelse.
- Søren Gade har både som lobbyist og offentlig talsmand givet Landbrug og Fødevarer en endnu mere synlig placering i det danske samfund. Det vil jeg gerne sige Søren Gade stor tak for, lyder det fra formand for Landbrug og Fødevarer Martin Merrild i meddelelsen, der fortsætter:
- Både landmænd og virksomheder har haft stor glæde af Søren Gades altid aktive arbejde for fødevareklyngens mange mærkesager. Det er derfor med beklagelse, at vores veje nu skilles.
Ny struktur er årsag
Landbrug og Fødevarer har for nylig udnævnt en viceadministrende direktør, der skal have fokus på organisationens interne udvikling. Den nye struktur har Søren Gade ikke ønsket at medvirke til.
- Jeg kan ikke se mig selv i den nye ledelsesstruktur, og har derfor indgået en for begge parter fornuftig aftale, der betyder, at jeg stopper i Landbrug og Fødevarer, siger Søren Gade.
Den tidligere forsvarsminister for Venstre tiltrådte chefjobbet i maj 2012.
Formand: Han har været meget ude af huset
Ifølge Martin Merrild er der igennem længere tid blevet arbejdet med at finde en løsning på de problemer, der har været i ledelsesstrukturen.
- Søren har været meget ude af huset, og vi har følt, at vi var nødt til at kompensere, så vi havde kraft til at løse de daglige problemer, der var i huset.
- Det har vi arbejdet med et stykke tid og lagt op til, at vi skulle finde en fælles løsning, og den løsning, det endte med, syntes Søren så ikke om, forklarer han til Ritzau.
Fortid i Venstre
Søren Gade var en populær skikkelse i partiet Venstre, og han blev i foråret nævnt som en mulig kandidat til posten som ny Venstre-formand, hvis Lars Løkke Rasmussen skulle vælge at trække sig.
Det skete som bekendt ikke, men efterfølgende bekræftede Søren Gade, at han havde været i spil som formand.
Venstres pressetjeneste oplyser til DR Nyheder, at de ikke ved, om Søren Gade er på vej tilbage til partiet.
Søren Gade trak sig i februar 2010 som minister efter en række belastende sager i forsvaret. Han var forsvarsminister fra 24. april 2004 til 23. februar 2010.
Venstre afholder landsmøde om halvanden uge.