Søren Gade: Lønnen er noget højere uden for Christiansborg

Det er ikke penge, der får den tidligere så folkekære politiker til at søge tilbage til dansk politik.

Søren Gade blev i mandags formelt valgt som folketingskandidat for Venstre i Ålborg. I et interview på P1 i dag fortæller han, hvad der har gjort, at han nu vender tilbage til politik, selvom han tidligere har afvist at gøre det. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Den 1. maj kom det frem, at den tidligere forsvarsminister og direktør for Landbrug og Fødevarer Søren Gade (V) igen trådte ind på den politiske arena.

Det kom bag på mange, fordi Søren Gade tidligere havde afvist et comeback med ordene, ”det gør jeg fandeme ikke”.

Mandag i denne uge blev han så formelt valgt som folketingskandidat for Venstre i Aalborg.

Kort betænkningstid

Det skete efter, at formanden for Venstre i Aalborg ringede til Søren Gade og spurgte, om han ville være kredsens kandidat, fordi de havde en kandidat, der var sprunget fra.

- Jeg får ikke særlig lang betænkningstid. Jeg vender det selvfølgelig med nogle af mine tætteste, og jeg snakker med borgmesteren i Herning, Lars Krarup. Og så taler jeg selvfølgelig også med partisekretæren i Venstre, Claus Richter, og Lars Løkke, før jeg beslutter mig for at sige ja.

Det siger Søren Gade i DR-programmet Ugens gæst, der er blevet sendt på P1 i dag.

Ikke første gang han bliver spurgt

Det er ikke første gang, Søren Gade bliver spurgt, om han vil tilbage til politik.

- Jeg er blevet trykket på maven rigtig mange gange, siden jeg forlod politik, om at vende tilbage. Det har været af tillidsfolk og også nogle af mine tidligere kollegaer, fortæller Søren Gade i programmet.

At det så skulle annonceres 1. maj, var ikke noget, Søren Gade bestemte.

- Det var ude af mine hænder. Kredsen ønskede at komme ud med det så hurtigt som muligt. Jeg syntes, det ligeså godt kunne være kommet dagen efter den 1. maj. Men kredsen ønskede maksimal opmærksomhed på det, og det kan man sige, det fik.

Formand for Venstre en dag?

Under sidste års formandsopgør i Venstre blev Søren Gade hevet op af hatten som mulig formandskandidat. Om det siger Søren Gade i interviewet:

- Jeg ved jo godt, jeg bliver brugt. Selvfølgelig bliver jeg brugt i det spil. Men det, jeg sagde, og den støtte, jeg gav udtryk for i forhold til Lars Løkke, den mente jeg dengang, og det mener jeg sådan set også i dag.

Søren Gade har svaret nej til spørgsmålet om, hvorvidt han kunne tænke sig at stille op som kandidat til formandsposten i Venstre.

- Jeg er blevet trykket på maven. Det er jeg også af Lars Løkke - om det var noget, jeg kunne tænke mig. Det har jeg sagt blankt nej til.

Yde før man kan nyde

Den tidligere forsvarsminister fortæller også, at han vender tilbage til politik, fordi han har overvejet, hvad han skulle sige, hvis Lars Løkke Rasmussen efter en eventuel valgsejr ringede og spurgte, om han kunne tænke sig at vende tilbage til politik.

Og fordi Søren Gade begyndte at have de overvejelser, så var det oplagt for ham at stille op igen.

- Hvis du alligevel sidder og overvejer, om du skal have et bolsje, kunne du så ikke også være med til at arbejde for, at bolsjeskålen blev fyldt op, spørger han retorisk i interviewet.

Flere skandalesager har fulgt Søren Gade - heriblandt jægerbogssagen og lækagesagen. 24 minutter og 5 sekunder inde i interviewet fortæller Søren Gade, hvad de betyder for ham, nu hvor han går ind i politik igen. Han siger, han ikke har et problem med at se sig selv i spejlet om morgenen. Hør hans argumenter her.

Ikke for pengenes skyld

Ifølge Søren Gade er det ikke for pengenes skyld, at han nu stiller op i politik.

- En ting er stensikkert. Hvad enten jeg bliver folketingspolitiker eller skulle være så privilegeret at få lov til at blive minister på et tidspunkt, hvis Lars Løkke vinder, så er det i hvert fald ikke lønnen, der driver det.

- Lønnen på den anden side af hegnet er noget højere, så det er i hvert fald ikke det, der driver mig tilbage i politik, beretter Søren Gade, der i september 2014 stoppede som administrerende direktør i Landbrug og Fødevarer.

Tanker om statsministerposten

I interviewet på P1 får Søren Gade også spørgsmålet om, hvorvidt han har gjort sig tanker om statsministerposten. Her svarer han:

- Jeg tror, det er et mega hårdt og et ensomt job at være statsminister. Du skal være klar til at skære halsen over på dine bedste venner. Du skal være klar til at træffe beslutninger, der dybest set strider mod din natur.

- Man kan jo se, hvor hårdt det slider på statsministre, uanset om det er blå eller røde. Dem, der griber ud efter magtens ypperste job, altså går efter statsministerposten, de skal gøre sig klart, om de er klar til at ofre det og være den person, det kræver.

Og det mener Søren Gade ikke, at han selv er.

- Det er jeg ikke. Og jeg er ikke kandidat til det. Vi har som sagt et glimrende formandsskab i Venstre, og det er landsmødet, der afgør tronfølgen i Venstre, siger han.