Søren Gade vil til Bruxelles: Vi er blevet rige af EU

Det er noget, jeg altid har tænkt kunne være spændende, siger Søren Gade, der stiller op til Europa-Parlamentet.

Søren Gade var forsvarsminister fra 2004 til 2010. Siden folketingsvalget i 2015 har han været gruppeformand for Venstre på Christiansborg. Nu vil han til Bruxelles. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Der er brug for at få de gode sider ved EU frem.

Sådan lyder det fra Venstres gruppeformand, Søren Gade, der har besluttet at stille op til Europa-Parlamentet, når danskerne skal til stemmeurnerne i maj 2019.

- Vi skal selvfølgelig huske, at der er ting, som optager og irriterer vælgerne i Europa, men generelt har Danmark som en lille åben økonomi med masser af landbrugsvarer, fiskeri og industrivarer gavn af at kunne eksportere til et stort, indre marked, siger Søren Gade:

- Der er masser af gode historier, som jeg mener, at vi skal have fortalt, siger han og peger på hele dagsordenen om Brexit som en af årsagerne til, at han nu vil være kandidat til Europa-Parlamentet:

- Vi hører bestemt til i Europa. Vi er blevet rige på grund af EU, ikke på trods af EU, siger Søren Gade, der tidligere har været nævnt som mulig afløser for Lars Løkke Rasmussen på posten som Venstre-formand.

Har det haft betydning, at der ikke er udsigt til, at du får en ministerpost?

- Jeg har været minister, og den rolle, som jeg spiller nu, har jeg aftalt med Lars Løkke. Det, der er vigtigt for mig, er, at gøre tingene i den rigtige rækkefølge:

- Når jeg har taget beslutningen om, at jeg gerne vil kandidere til Europaparlamentsvalget, så må jeg også sige, at man ikke kan gøre to ting på en gang. Derfor er den naturlige konsekvens jo, at jeg ikke genopstiller til Folketinget, siger Søren Gade.

Ellemann: Brug for forstærkning

Han blev spurgt af Europa-udvalget i Venstre i Nordjylland, om han kunne tænke sig at kandidere til Europaparlamentsvalget i 2019. Efter længere tids overvejelse valgte han at sige ja.

- Det er noget, som jeg egentlig altid har tænkt kunne være spændende. Nu har mit liv aldrig været til det, men min familie lige i øjeblikket er jo sådan, at det sagtens kan kombineres.

- Jeg har to voksne børn, der klarer sig selv. Om jeg er i København eller Bruxelles ændrer ikke på, hvor meget eller hvor lidt, jeg ser dem, siger Søren Gade.

Han går ikke efter at blive spidskandidat for Venstre. Vedkommende skal vælges på partiets landsmøde i november og bliver formentlig Morten Løkkegaard, der sidder i Europa-Parlamentet nu.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, er glad for, at Søren Gade har taget imod opfordringen fra Venstre i Region Nodjylland og nu bliver kandidat.

- Vi har brug for en solid forstærkning. Vi har Morten Løkkegaard, der kæmper en brav og heroisk kamp i Europa-Parlamentet i øjeblikket, men vi har brug for en solid, jysk forstærkning, og det kan Søren Gade være, siger han:

- Vi har brug for nogen, der kan italesætte, hvad vi vil med EU i stedet for den der evindelige diskussion, der handler om, hvorvidt vi vil EU. Vi er der, vi skal være der, og vi skal have mest muligt ud af vores politiske indhold dernede, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Mere end to fløje

Han lægger ikke skjul på, at det er et tab for Venstre på Christiansborg, at Søren Gade ser ud til at forlade Folketinget.

- Det er altid en udfordring ved at have gode folk, at andre mennesker lægger mærke til, at de er dygtige og gerne vil have dem til at arbejde andre steder. Sådan har det også været tilfældet med Søren Gade. Den indsats, han har leveret, er selvfølgelig blevet bemærket.

Det er ingen hemmelighed, at Søren Gade tilhører den modsatte fløj end Kristian Jensen, der står til at blive Venstres næste formand. Rykker det her ved magtbalancen i partiet?

- Jeg tror, at den lidt sort/hvide opfattelse af fløje i Venstre er noget forenklet. Vi er et meget mere kompliceret parti end det, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Så det her rykker ikke ved nogen magtbalance?

- Det rykker ikke ved nogen magtbalancer i Venstre, men tro mig, der er meget mere end to fløje. Der er mange, og det afhænger fuldstændig af, hvad man taler om, siger han.

Søren Gade var forsvarsminister fra 2004 til 2010. Siden folketingsvalget i 2015 har han været gruppeformand for Venstre på Christiansborg.