Søren Pape er ikke statsministerkandidat. Og dog: 'Det ville da være dumt at være helt afvisende'

Det Konservative Folkeparti skal vokse meget, før han byder sig til.

Det Konservative Folkeparti holdt sommergruppemøde i Hillerød, hvor næsten alle pressens spørgsmål gik på formand Søren Pape Poulsens statsministerambitioner. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

Søren Pape Poulsen gider egentlig ikke svare på spørgsmålet: "Er du statsministerkandidat?"

Den tidligere borgmester i Viborg, der blev trukket ind på Christiansborg som ny formand for Det Konservative Folkeparti i 2013, da ingen andre ville være det, har fundet fodfæstet på den landspolitiske scene.

Hans parti er gået frem i meningsmålingerne fra et sølle par procent dengang til nu at få opbakning fra lige under en tiendedel af de adspurgte vælgere i visse målinger.

Spørgsmålet er, om fremgangen ændrer ved rollefordelingen i blå blok, hvor Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen ser sit parti gå tilbage.

- Jeg tror, vi kan komme et godt stykke henad vejen sammen i blå blok, hvis alle er indstillet på det, siger han.

Frederiksborg Slot i Hillerød dannede baggrund for pressemødet hos de konservative. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

Søren Pape Poulsen opfordrer de andre blå partier til at indstille sig på at samarbejde - også Venstre, der de sidste år per automatik har fostret det borgerlige bud på en statsminister.

Set med hans øjne er samarbejdet muligt med fem pejlemærker for øje. De spænder fra en værdig ældrepleje over hård rets- og udlændingepolitik til en grøn omstilling, der også giver plads til vækst i erhvervslivet.

Dem har han formuleret i en kronik i dagens Berlingske.

- Hvis alle holder på sit, så bliver der jo ingen kompromiser, men hvis vi alle er indstillet på, at vi skal et stykke hen ad vejen sammen gennem nogle kompromiser, så tror jeg godt, vi kan det, siger Søren Pape Poulsen.

Et spørgsmål til fremtiden

Hvad siger det om Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensens lederskab, at det er dig, der går ud og opfordrer til samling i blå blok?

- Jeg skriver ikke de her pejlemærker, fordi jeg skal være leder af noget som helst. Jeg skriver det, fordi vi alle sammen har et ansvar for at sætte en borgerlig dagsorden, svarer den konservative formand.

- Hvis vi nogensinde skal kunne føre borgerlig politik og have en god økonomi i Danmark, så skal vi også være et godt alternativ til den siddende regering. Det her er mit bud, og så må andre komme med deres, siger Søren Pape Poulsen.

Er det din måde sådan stille og roligt at køre dig selv i stilling som den, der kan tage over og blive ny statsministerkandidat i blå blok?

- Det er min måde stille og roligt at gøre Det Konservative Folkeparti større på.

Kan vi forestille os, at det en eller anden gang i fremtiden bliver dig, der er blå statsministerkandidat?

- Det er i så fald noget, der ligger noget ude i fremtiden. Lige nu beder jeg bare om, at danskerne giver os et stærkere mandat ved næste valg, siger Søren Pape Poulsen og fortsætter:

- Alt det her med, hvem der skal være leder og sådan, må vi tage bagefter.

Du er ikke helt afvisende...

- Det ville da være dumt. Hvis nu vi bliver et meget, meget stort parti efter næste valg, så vil jeg da have retten til at byde ind på statsministerposten.

Facebook
Twitter