Søren Pind: Aktiviteter i Grimhøj-moské er landsforræderi

Venstres udenrigsordfører beskylder regeringen for at være ansvarlige for, at unge danskere rejser i krig i Syrien.

Søren Pind beskylder regeringen for at undgå at forholde sig til problemstillingen med Grimhøj-moskeen og henviser til, at den norske regering er i gang med at indføre lovgivning, der skal forhindre åbenlys støtte til Islamisk Stat. (© Scanpix)

Der kan ikke være tvivl. De aktiviteter, der foregår i Grimhøj-moskeen i udkanten af Aarhus, må betegnes som landsforræderi.

Sådan lyder det fra Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, efter DR1 tirsdag aften viste dokumentarudsendelsen 'Den fordømte moské'. Her erklærede moskeens formand, Oussama El Saadi, at han hepper på den berygtede terrororganisation Islamisk Stat.

- Det er rystende at se, at der i vores eget land er støtte til Danmarks fjende, og efter min bedste opfattelse er det i strid med de landssviger-paragraffer, vi har i straffeloven, siger Søren Pind.

Pind: Vesten bærer medansvar

Han beskylder regeringen for at undgå at forholde sig til problemstillingen og henviser til, at den norske regering er i gang med at indføre lovgivning, der skal forhindre åbenlys støtte til Islamisk Stat.

- Jeg mener klart, at støtten til Islamisk Stat og den måde, man prøver at få folk til at støtte dem på, er landsforrædderi. Vi har danske styrker nede og bekæmpe Islamisk Stat, og vi er allierede med mennesker og lande, som bekæmper dem. Derfor er vi i krig, og derfor er der tale om landsforræderi. Men det vil regeringen ikke forholde sig til, siger Søren Pind.

Men faktum er vel, at der ikke er nogen beviser for, at personer, der har været i Grimhøj-moskeen, er blevet radikaliseret der. Det bygger jo på en fornemmelse.

- Der er jo meget direkte tilkendegivelser af, at man støtter Islamisk Stat, og de ytrer sig også offentligt om støtten. Det forhold, at Danmark er i krig, og har udsendte soldater, er for mig alt rigeligt.

I dokumentaren er der også to anonyme personer, der har været i krig i Syrien, der bliver interviewet. De beskriver det som en frihedskamp mod Assad og hans undertrykkelse. Kan man ikke vende den om og se det på den måde?

- Jeg er helt enig i, at Vestens passivitet i forhold til Syrien har kostet dyrt, og at Vesten bærer et medansvar. Nu begynder man sågar at tale om at understøtte Assad. Men han er ansvarlig for denne situation. Men det betyder bare ikke, at vi kan acceptere, at man støtter Islamisk Stat. Der findes også moderate kræfter i Syrien, og dem har vi opfordret til at bevæbne. Så man behøver ikke være i Islamisk Stat for at bekæmpe Assad, siger Pind.

Terrorekspert Magnus Ranstorp advarer mod at lukke Grimhøj-moskeen ned, for så vil det blive sværere at bekæmpe radikalisering. Har han ikke en pointe?

- Jeg er ikke sikker på, at jeg deler den svenske tilgang til at håndtere terror og kulturkamp. Jeg mener, der skal være kontant afregning. Vi har udsendte soldater og er allierede med lande, som bekæmper Islamisk Stat, og det gør vi med våben. Vi er under konstant terrortrussel, og derfor må vi også reagere med den alvor, som den situation kræver, siger Søren Pind.

S: Vi strammer lovgivningen

Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, kan ikke genkende billedet af, at regeringen ikke ser med stor alvor på situationen omkring Grimhøj-moskeen.

- Vi har allerede sat en lang række initiativer i gang. Vi har et lovforslag på vej igennem Folketinget her i januar, som strammer lovgivningen markant for dem, der støtter op om ISIL (Islamisk Stat, red.), siger Trine Bramsen.

Hun henviser også til, at Straffelovrådet i øjeblikket undersøger, om lovgivningen kan udvides yderligere, så personer, "der ikke forstår at overholde de danske demokratiske værdier", kan retsforfølges.

- Det, man kan blive straffet for i Danmark, er ens handlinger, og derfor er det klart, at hvis der er noget, der bryder med Grundloven, eller hvor man kan lægge til grund, at man vil deltage i hellig krig og opfordre til terror, så kan man allerede i dag blive stillet til ansvar.

- Og vi ønsker så, at lovgivningen skal skærpes yderligere. Men det kræver selvfølgelig, at det er grundlovsstridigt, eller at man kan dokumentere, at de forbryder sig mod vores lovgivning, siger Trine Bramsen.

Kommunalforsker Roger Buch understreger, at det ikke er ulovligt at være modstander af demokrati eller at ønske en islamisk stat.

- Det er en anden sag, hvis man bekæmper demokratiet, og så er det en sag for politiet og Politiets Efterretningstjeneste. Hvis der var dokumentation for, at der er foregået ulovligheder det her sted, havde man grebet ind, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk