Søren Pind trækker sig som minister og forlader politik

Venstre-profilen stopper med øjeblikkelig virkning som uddannelses- og forskningsminister, bekræfter han over for Berlingske.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) forlader dansk politik med øjeblikkelig virkning. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) trækker sig fra dansk politik - og dermed også fra sin ministerpost - med øjeblikkelig virkning. Det fortæller han til Berlingske.

- Jeg føler mig tømt. Jeg har kæmpet med hver en fiber i min krop for dét, jeg troede på i alle år. Jeg har brugt enorme kræfter på det, og jeg mangler den sidste sultne energi, siger han til avisen.

Christiansborg har den seneste tid summet med rygter om, at den markante Venstre-profil var på vej væk.

Søren Pind bekræfter over for Berlingske, at han var med i slutspillet om posten som direktør for Det Kongelige Teater. Posten gik i stedet til tidligere operachef Kasper Holten - som Søren Pind med egne ord ikke skammer sig over at tabe til.

Den 48-årige toppolitiker, der også kan skrive justitsminister, integrationsminister og minister for udviklingsbistand på sit CV, har efter eget udsagn ikke nogen konkrete planer for den nærmeste fremtid.

Pind overvejede formandsposten

Til gengæld fortæller han til Berlingske, at han har overvejet at stille op som formand for Venstre:

- Jeg er ret sikker på, at var Lars (statsminister Lars Løkke Rasmussen, red.) gået i 2011, så havde jeg nok stillet op, ja. Men det var dengang. Alt handler om timing, siger Søren Pind i dag til Berlingske.

Rygterne om Søren Pinds mulige exit fra Folketinget har også ført til spekulationer om, hvorvidt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kunne finde på at foretage en rokade før folketingsvalget, som senest skal findes sted om et års tid.

Også miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) vinker farvel til politik.

- Efter i næsten 13 år at have været politiker som henholdsvis byrådsmedlem, viceborgmester, folketingsmedlem og minister har jeg meddelt statsministeren, at jeg ikke ønsker at genopstille ved næste folketingsvalg.

- Jeg har derfor stillet min ministerpost til rådighed, så statsministeren kan sætte det hold, som skal føre Venstre - og regeringen - til sejr ved næste valg, skriver Esben Lunde Larsen på Facebook.