SF's formand Villy Søvndal retter en direkte opfordring til herboende muslimer og andre med rødder og kontakter i de arabiske lande, om at tage et medansvar for at sikre mod den systematiske misinformation af den arabiske offentlighed.
- Vi har tusindvis af medborgere i Danmark, som er flygtet fra diktaturer, manglende demokrati og en ikke-eksisterende ytringsfrihed. De må nu tage et medansvar for at få rettet op på de rygter og den misinformation om Muhammed-tegningerne, dansk presselovgivning og regeringens rolle som florerer i mange arabiske medier, udtaler Søvndal i en pressemeddelelse.
Søvndal påpeger at statsministeren har præciseret at regeringen ikke kan undskylde noget, den ikke har ansvaret for. Desuden har Jyllandsposten beklaget, og mere kan avisen ikke gøre.
- Men det forhindrer jo ikke en diskussion om, hvorvidt det var klogt i en verden med rigeligt af konflikter, understreger Søvndal.
Muslimer i Danmark betaler prisen
Søvndal mener, at den virkelige pris for det her er integrationen og de mange som gerne vil skabe sig en tålelig tilværelse i Danmark. SF-formanden frygter, at billeder med hadefulde mennesker fra en række muslimske lande vil gøre ubodelig skade for alle demokratiske kræfter i indvandrermiljøerne i Danmark.
- Omfanget af Muhammed-tegningernes betydning er blevet undervurderet af både Jyllands Posten og regeringen. Sagen er ekstra uheldig, fordi den lægger sig i kølvandet på en årelang og ufattelig grim debattone i Danmark om især muslimer, skriver Søvndal og fortsætter:
- Men nu må nok være nok. Jeg vil gerne opfordre alle moderate muslimer, alle demokratiske muslimer og alle med rødder i muslimske lande som selv har oplevet ikke at have en uafhængig presse og som ikke har kunnet ytre sig frit, om at bidrage til en løsning af konflikten. Nu må dette religiøse vanvid ophøre.