Søvndal udfordrer baglandet: Sådan er moderne socialister

Det offentlige forbrug bliver ikke større, end det er nu. Det gælder også, når den økonomiske krise er drevet over, siger Villy Søvndal.

(© DR)

Det offentlige forbrug bliver ikke større - heller ikke når krisen er drevet over. Statskassen skal polstres og der skal spares op til dårlige tider. Sådan lyder en ny udmelding fra SF's formand Villy Søvndal i en kommentar i Berlingske under overskriften 'Sådan er moderne socialister'.

Den kontroversielle udmelding fra Søvndal kommer kun en uge før SF's landsmøde.

- Samlet set har vi ikke råd til at øge den offentlige sektor, selv om krisen driver over. Vi står i en situation, hvor der er underskud, så langt øjet rækker, og vi står over for nye demografiske udfordringer med stadig flere ældre.

- Man skal stramme op i de gode tider. Derfor skal folk ikke tro, at der bliver råd til en hel masse efter krisen, siger Villy Søvndal til Berlingske.

SF-formanden udfordrer dermed sit eget bagland, som stadig håber på at SF i regering lever op til egne velfærdsløfter om f.eks. gratis tandlægetjek til folk med lavindkomster eller gratis bærbar PC til alle elever fra 3. klasse.

Bagland uenig

Ifølge medlem af SFs landsledelse Poul Overlund-Sørensen harmonerer partiformandens udmelding ikke med virkeligheden.

- Når Villy selv anerkender, at det offentlige skal løse flere opgaver, fordi der bliver flere ældre, så er det ikke særlig gennemarbejdet, at han på forhånd konkluderer, at den offentlige sektor ikke må fylde mere, siger han.

Fornuftigt, siger andre

Der er dog andre, som glæder sig over Villy Søvndals udmelding. Økonomisk overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen kalder det gode økonomiske toner fra Søvndal, som ført ud i livet vil bidrage til en holdbar dansk økonomi.

- Forudsætningen for, at de offentlige finanser hænger sammen, er, at det offentlige forbrugs andel af bruttonationalproduktet ikke vokser ukontrollabelt, som det var tilfældet de sidste 10-15 år op til den økonomiske krise, siger han til Berlingske.

Også politisk ordfører Ellen Trane Nørby (V) roser SF-formanden.

- Velkommen til virkeligheden, Villy! Jeg kan kun hilse det velkommen, at han nu forholder sig til de udfordringer, vores samfund står over for. Det kan bare godt undre, at vi skulle forbi et valg, før det skete, siger hun.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN HER.

Facebook
Twitter