EU-samarbejdet skal have et bedre redskab til at sikre, at medlemslandene lever op til deres fælles værdier.
Menneskerettigheder, demokrati og retsstaten er ifølge fire EU-landes udenrigsministre, deriblandt danske Villy Søvndal, limen, der holder vores nationer sammen.
Derfor foreslår de fire ministre nu, at EU-Kommissionen skal kunne straffe lande, der træder udenfor.
Smuldrende tillid
Det skriver ministrene fra Danmark, Tyskland, Holland og Finland i et fælles brev til kommissionsformand José Manuel Barroso.
- Det europæiske projekts troværdighed afhænger af, at vi lever op til de standarder, vi har sat for os selv, skriver de og advarer om smuldrende tillid.
Med slet skjult henvisning til det sidste halvandet års udfordringer mod demokratiet og retsstaten i Ungarn og Rumænien, skriver ministrene, at EU skal være i stand til at reagere hurtigt og effektivt for at sikre overholdelsen af vores mest grundlæggende principper.
Traktatens vogter
Uden at gå i detaljer foreslår de, at kommissionen som traktatens vogter skal spille en større rolle og have lov til at adressere underskud i et givet land på et tidligt tidspunkt.
Og for at sikre, at landet retter ind, skal man i yderste konsekvens kunne suspendere udbetalinger til landet fra EU.
EU fik med Lissabontraktatens artikel syv en ny mulighed for at suspendere et medlemslands stemmeret i EUs Ministerråd, hvis landet ikke overholder EUs grundlæggende værdier.
Punktet blev indført som reaktion på kontroversen med den østrigske højrepolitiker Jörg Haider for 13 år siden.
Endnu ikke i brug
Men den har aldrig været brugt, selv om flere partier i EU-Parlamentet sidste år luftede tanken om at aktivere artikel syv mod Ungarn, efter at premierminister Viktór Orban med en række udtalelser og vidtrækkende lovændringer skabte tvivl om demokratiet.
Siden har flere EU-lande også udtrykt bekymring om demokratiets styrke i Rumænien i forbindelse med en meget offentlig magtkamp mellem præsidenten og premierministeren.
/ritzau/