Søvndal vil opklare fængsling af dansk kvinde i Israel

Den danske kvinde, der i juleferien blev tilbageholdt og nægtet adgang til Israel, har ikke klaget over forløbet. Det fastslår udenrigsminister Villy Søvndal (SF).

Borgerservice, den danske ambassade og en dansk kvinde har vidt forskellige oplevelser af en episode i Isralen, hvor den danske kvinde blev tilbageholdt som turist. Udenrigsminister Villy Søvndal opfordrer til, at parterne mødes.

Ydmyget, slået og afvist som turist i Israel.

Sådan skrev Sara Rasmussen om sin datter i et indlæg i Politiken i starten af januar.

Sara Rasmussen kaldte indlægget for et åbent brev til udenrigsminister Villy Søvndal (SF), da hun vil have svar på, hvor vidt den danske ambassade i Tel Aviv og de danske myndigheder reelt set forsøgte at hjælpe hendes 19-årige datter, som angiveligt var fængslet i to døgn efter at være blevet nægtet adgang til Israel.

- Kan regeringen herefter overhovedet tilråde danske turister at rejse til Israel, når man helt tilfældigt og fuldstændig uden grund risikerer at blive smidt i fængsel og mishandlet på denne måde? Hvor ofte er det egentlig, at danske myndigheder udsætter israelske statsborgere for det, min datter blev udsat for i Israel?, skrev Sara Rasmussen.

Trods utilfredsheden med forløbet har Sara Rasmussen og datteren Miriam Rasmussen ikke klaget over episoden.

Det fremgår af et skriftligt svar fra udenrigsminister Søvndal til Folketinget.

Borgerservice vidste intet om vold

Sara Rasmussen skriver i indlægget, at hendes datter blev udsat for vold:

- I det samme bliver hun slået hårdt i nyrerne med noget, der føltes som en tyk bog, så hun mister vejret og falder ind mod væggen.

Blandt andet på grund af de anklager opfordrer Udenrigsministeriets Borgerservice til et møde med Sara og Miriam Rasmussen for at få klargjort, hvad der skete i Israel.

- Der fremkommer på intet tidspunkt under de telefoniske kontakter med den danske statsborger eller hendes pårørende tilkendegivelser overfor ambassaden eller Udenrigsministeriets Borgerservice om, at den danske statsborger skulle have været udsat for vold (..) Der udtrykkes heller ikke på noget tidspunkt under samtalerne utilfredshed over ambassadens bistand i sagen, skriver Villy Søvndal.

Du kan læse hele indlægget her

Du kan læse hele Villy Søvndals svar her

Facebook
Twitter