Søvndal vil tale politik med Pia Kjærsgaard

SF-formand Villy Søvndal lægger nu op til en slags forsoning med Pia Kjærsgaard. Han inviterer nu til stormøde for at diskutere de ældres forhold og vil lade den interne strid afløse af politisk debat.

Selv kalder Villy Søvndal ikke invitationen for et forsoningsmøde. (Foto: Rune Evensen © Scanpix)

Nu skal det atter handle om politik, mener SF's formand Villy Søvndal.

Han har sendt en åben invitation til Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard om at lægge de interne stridigheder på hylden og udskifte dem med en politisk debat om ældres forhold i Danmark.

SF-formanden vil have Pia Kjærsgaard til at deltage i et større møde med medarbejdere fra social- og sundhedssektoren i København.

- Pia Kjærsgaards lille fantasihistorie har betydet, at vi er kommet til at diskutere alt andet end de ældres forhold. Det var det, jeg lagde op til, under åbningsdebatten, siger Villy Søvndal til Ritzau.

Derfor har de to en fælles forpligtelse til at bringe debatten tilbage til at handle om politik, siger han.

Strid om demonstration

De to partiformænd har siden Folketingets åbningsdebat ført en åben strid om, hvad der skete under velfærdsdemonstrationerne på Christiansborgs Slotsplads tidligere på ugen.

Pia Kjærsgaard fastholder, at hun er blevet forulempet af medlemmer af SF's ungdomsorganisation (SFU), der angiveligt forhindrede hende i at være til stede på slotspladsen.

Kjærsgaard er klar

Pia Kjærsgaard siger, at hun er klar til at tage et møde med Søvndal på sit kontor.

- Men det forudsætter naturligvis, at Villy Søvndal frafalder sin klage til Folketingets udvalg for forretningsorden, ligesom han trak den bebudede politianmeldelse mod mig tilbage, siger Kjærsgaard

Villy Søvndal afviser det og henviser til, at medlemmer af den mere venstreorienterede Socialistisk Ungdomsfront (SUF) har taget ansvaret for at have råbt af hende og danset omkring hende.

Selv kalder Villy Søvndal ikke invitationen for et forsoningsmøde.

- Vi er politiske modstandere. Men det er egentlig hverken et forsoningsmøde eller et forsøg på det modsatte. Det er et spørgsmål om at få politik til at dreje sig om politik, siger SF-formanden.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532e214f6187a20a446ce310