Midt under det politiske slutspil om det kommende forsvarsforlig må forsvarsminister Nick Hækkerup (S) lægge ryg til hård kritik fra landets 16.000 soldater. Det skriver Politiken.
De tre store medarbejderorganisationer i forsvaret anklager ministeren for manglende åbenhed omkring den sparerunde, der inden længe vil barbere op mod 2,7 milliarder kroner af forsvarets budget og formentlig koste over 1000 stillinger.
- Det er meget, meget utilfredsstillende. Vi har en regering, der taler om åbenhed og demokrati. Men dette her forløb har været det stik modsatte, siger formanden for landets officerer, Bent Fabricius, til Politiken.
Fik analyser for sent
Soldaterne er især utilfredse med, at de først i oktober fik adgang til afgørende analyser af forsvarets budget og ejendomme, mens de politiske partier på Christiansborg fik analyserne allerede i juni.
Samtidig vækker det harme, at organisationernes talsmænd er blevet indkaldt til hemmelige briefinger i Forsvarsministeriet - men uden mulighed for at drøfte informationerne med deres medlemmer.
- Vi ved jo godt, at bundlinjen er, at der skal spares. Men vi får ikke mulighed for at spille ind, fordi vi bliver holdt ud i armslængde.
- Vi har fået det lidt i brudstykker og i fortrolighed. Og det har i virkeligheden forhindret os i at kunne spille en konstruktiv rolle, siger konstabelformand Flemming Vinther til avisen.
Minister afviser kritik
Nick Hækkerup har tidligere erklæret, at han som minister vil "insistere på åbenhed om det, vi laver". Og ministeren aviser soldaterorganisationens kritik af forløbet.
- De har kunnet tage alle de debatter, som de har villet, med deres medlemmer. Så det er hus forbi. De må gribe i egen barm og tage sig sammen, siger Nick Hækkerup.