Sommerhuse til udlændinge: Borgmester satser på salg af ledige grunde

VLAK-regeringen vil undersøge mulighed for at åbne op for salg af sommerhuse til udlændinge.

I nogle kommuner er der godt gang i sommerhusmarkedet, mens andre kommuner har svært ved at få solgt husene. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

I de seneste 55 år har tyskere, svenskere og andre EU-borgere måtte se langt efter sommerhusannoncer i ruderne hos danske ejendomsmæglere.

Danmark har nemlig en særlig aftale med EU, som forhindrer udlændinge i at købe sommerhuse i Danmark.

Men nu vil den nye VLAK-regering undersøge muligheden for at lempe reglerne på området - noget Thomas Adelskov, der er borgmester i Odsherred Kommune, ikke er særlig begejstret over.

- Jeg frygter, at gæsterne kun vil komme i hovedferierne, hvis husene bliver ejet af tyskere og nordmænd, som har langt hertil, siger han.

Thomas Adelskov er bange for, at udlændinge ikke vil få lejet sommerhusene ud i perioderne, hvor de ikke selv bor i husene. Det er nemlig vigtigt for kommunen, at så mange gæster som muligt besøger sommerhusområderne, siger han.

- De udgør et stort potentiale for vores detailhandel og restaurationer, og det gør, at der er liv og aktivitet i mit område.

Borgmester: Tyskerne lægger mange penge i området

Den holdning deler John Brædder ikke. Han er borgmester i Guldborgsund Kommune, og han vil gerne have kommunens 8000 sommerhuse med i en forsøgsordning.

- Vi har cirka 350 sommerhuse til salg og flere end 1000 ledige sommerhusgrunde. Så jeg er sikker på, at det her (en forsøgsordning, red.) vil skabe endnu mere vækst og udvikling i området, siger han.

Og han er ikke, som for eksempel borgmesterkollegaen Thomas Adelskov, bekymret for, om de udenlandske ejere vil være lige så flittige til at besøge og udleje sommerhuset som sine danske naboer.

- Vi har meget samarbejde med tyskerne, og de lægger mange penge i lokalsamfundet. Jeg er ikke i tvivl om, at mange af dem vil komme i mere end 14 dage om året, og at de vil leje deres sommerhuse ud.

V: Forsøg kun hvis regel består

Regeringen håber, som John Brædder, på, at et muligt forsøg vil give vækst i kommuner med mange sommerhuse.

Men i første omgang skal det undersøges, om det overhovedet er muligt at indføre undtagelser, uden at Danmark helt mister særreglen i EU, som gør det muligt at udelukke udenlandske borgere fra sommerhusmarkedet i andre kommuner.

- Hvis det betyder, at sommerhusreglen vil forsvinde fuldstændig, så bliver det ikke til noget, siger Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen.

Facebook
Twitter