Sommerhusudlejere får næsten fordoblet deres fradrag

Sommerhusudlejere kan se frem til at stikke flere skattefrie kroner i lommen.

- Jeg tror det vil betyde nærmest en eksplosion i udlejning af sommerhuse. Det vil sige, at vi får flere udenlandske turister til Danmark, som skaber øget handel hos den lokale købmand og restaurant, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen om virkningen af det højere fradrag for sommerhusudlejning. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Sommerhusudlejere kan se frem til ekstra penge i kassen. Et bredt politisk flertal er nemlig blevet enige om at hæve bundfradraget for sommerhusudlejning fra 21.400 til 40.000 kroner. De første 40.000 kroner i lejeindtægter vil altså være skattefrie for sommerhusejerne.

- Vi er blevet enige om næsten at fordoble sommerhusfradraget til 40. 000 kroner. Når vi fordobler sommerhusfradraget, så tror jeg, der vil være en langt større motivation for sommerhusejerne til at leje deres sommerhus ud. Jeg tror, det vil betyde nærmest en eksplosion i udlejning af sommerhuse. Det vil sige, at vi får flere udenlandske turister til Danmark, som skaber øget handel hos den lokale købmand og restaurant, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

DF forudser flere turister

Dansk Folkeparti glæder sig over, at aftalen vil gælde med tilbagevirkende kraft, så det allerede bliver fra i år, at de første 40.000 kroner i lejeindtægter vil være skattefrie for sommerhusudlejerne.

- Det er en skattelettelse, som gør det mere attraktivt for dem, der har et sommerhus i Danmark at leje det ud. Vi får flere turister til Danmark, og mange af dem er også udenlandske turister, det er især tyskere, nordmænd og hollændere, og det betyder selvfølgelig også, at vi får flere arbejdspladser i Danmark, siger erhvervsordfører Hans Kristian Skibby (DF).

Enhedslisten er imod

Enhedslisten står derimod uden for aftalen. Det er en skattelettelse for dem – sommerhusejere – som ofte tjener mere end gennemsnittet, mener Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund.

- Jeg har ikke set nogen dokumentation for, at der kommer et boom i udlejningen, men jeg er til gengæld sikker på, at det her er en skattenedsættelse, som kommer dem til gode, som har mest og tjener mest, siger Rune Lund.

Socialdemokratiet bakker op om aftalen, fastslår erhvervsordfører Morten Bødskov. Han kalder det en ”sandhed med modifikationer”, at sommerhusejerne skulle være rigere end den gennemsnitlige dansker.

- Der er rigtig mange almindelige mennesker, som har et sommerhus. Vi synes, at det er vigtigt for vores yderområder og væksten i Danmark, at vi har et levende sommerhusmiljø. Det her vil være til gavn for turismen, siger Morten Bødskov.

Brian Mikkelsen, nu er regeringen ikke kommet igennem med de store skattelettelser på arbejdsindkomst. Er det her en skjult skattelettelse til sommerhusejerne?

- Sommerhusejerne får selvfølgelig meget ud af det, og det drejer sig heldigvis om rigtig mange danskere. Men vi gør det her, fordi vi gerne vil have en stigning i sommerhusudlejningen for dermed at hjælpe turismeindustrien, siger Brian Mikkelsen.

Ifølge Erhvervsministeriet vil det koste cirka 60 millioner kroner om året at hæve sommerhusfradraget til 40.000 kroner. Det forhøjede fradrag gælder dog kun, hvis udlejningen sker gennem et udlejningsbureau. Sker udlejningen privat, er fradraget for sommerhusejerne kun på 11.000 kroner om året. Størrelsen af det fradrag ændrer partierne ikke på.

Facebook
Twitter