Sommerpakke møder hård kritik: 'Useriøs gavebod' og 'konkurrenceforvridende'

Det er er ikke alle steder, at fordelingen af 700 millioner kroner til det danske sommerland vækker glæde.

Fårup Sommerland føler sig glemt i ny sommerpakke. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Det var sådan en dag, som politikerne sjældent oplever, men holder meget af.

Badet i eftermiddagssol kunne erhvervsminister Simon Kollerup (S) flankeret af ordførere fra SF, Venstre, De Radikale, Konservative, Enhedslisten og Alternativet i eftermiddag præsentere en sommerpakke til danskerne.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) og aftalepartnerne kunne i solskin præsentere dagens sommerpakke. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Pakken indeholder billige tog- og busbilletter, halv pris på en række kulturtilbud og gratis aktiviteter til ældre.

I alt tiltag for 700 millioner kroner, som politikerne med stor tilfredshed kunne præsentere.

Men sommerpakken bliver langt fra modtaget med begejstring alle steder.

Liberal Alliance er ikke med i aftalen. Og partiets leder Alex Vanopslagh fælder en hård dom.

- Jeg synes, det er en useriøs gavebod. Man leger julemand midt om sommeren for andre menneskers penge, og hvert parti rider sin kæphest. Helt ærligt, det er jo ikke det, at man kan rejse gratis med en færge, hvis man har en cykel med, som kommer til at redde dansk turisme hen over sommeren, siger Alex Vanopslagh.

Han mener, det ville være bedre at se på de restriktioner, der forhindrer turister i at komme til Danmark

- På et eller tidspunkt er man nødt til at sige stop og spørge, hvad man har gang i. Vi står i den største krise siden finanskrisen, og det kommer vi ikke ud af ved at dele gaver ud. Hvis man gerne vil stimulere dansk økonomi, handler det om at få turister til Danmark, og så kan man kigge på den overnatningsregel, siger Alex Vanopslagh med henvisning til reglen, der betyder, at turister skal have booket seks ovenatninger for at komme ind i Danmark.

Er vi glemt eller hvad?

Aftalen er også blevet nærlæst i Fårup Sommerland. Og her bider man mærke i, at forlystelsesparker ikke er nævnt med et ord. Til gengæld får cirkusser, revyer, museer og zoologiske haver tilskud, så entréprisen kan blive halveret.

- Jeg synes, det er dybt problematisk. Hvis ambitionen er, at pakken skal understøtte de erhverv, der har det svært, burde vi også være med. Men hvis vi kommer i en situation, hvor aktiviteter rundt om os får lavere priser, så får den en stik modsat effekt. Det er decideret konkurrenceforvridende i en tid, hvor tingene er yderst svære og vanskelige for os, siger Niels Jørgen Jensen, administrerende direktør i Fårup Sommerland.

Danskerne får også mulighed for at komme i teatret til halv pris, men det er for sent at sætte forestillinger op, lyder fra det fra brancheforeningen Dansk Teater.

- Professionel kunst tager tid, og det er alt for sent at starte teatrene op nu. Lige nu undrer jeg mig simpelthen over, at man ikke i stedet har sat det lange lys på for at redde kulturen, siger direktør Peter Mark Lundberg.

Facebook
Twitter