Normalt har finansministeren det magtfulde Finansministerium for sig selv.
Men med udnævnelsen af Sophie Løhde (V) som ny minister for offentlig innovation får den nye finansminister Kristian Jensen (V) selskab i bygningen, der er nabo til Christiansborg.
- Jeg er rigtig spændt på de nye udfordringer og skal over og sidde i Finansministeriet, lød det fra Sophie Løhde til TV 2 på vej til Amalienborg tidligere i dag.
Løhde får Finansministeriets fire styrelser
Læser man den kongelige resolution, som Statsministeriet har oversendt til dronningen, hvori arbejdsopgaverne for de 22 ministre i den nye blå trekløverregering bliver fordelt, står det også klart, at Sophie Løhde får ansvaret for en del af finansministerens opgaver.
Sager vedrørende modernisering, fornyelse, effektivisering og styring af den offentlige sektor hører nu under Sophie Løhde.
Overenskomstforhandlinger, løn, pension, ledelse og personale i det offentlige får den tidligere sundhedsminister også ansvaret for i Finansministeriet.
Alle sager vedrørende digitalisering og it ligger også under hende.
De fire store institutioner under Finansministeriet flytter statsminister Lars Løkke Rasmussen fra finansministeren til innovationsministeren.
- •
Moderniseringsstyrelsen - inklusiv Kompetencesekretariatet og Center for Offentlig Innovation - med cirka 350 ansatte
- •
Digitaliseringsstyrelsen med cirka 200 ansatte
- •
Statens IT med cirka 250 ansatte
- •
Statens Administration med cirka 250 medarbejdere
Selv beskriver hun sine arbejdsopgaver som følger:
- Nu glæder jeg mig til de nye udfordringer. Her og nu med en ny ledelseskommission og dernæst at gå i gang med det store arbejde med at lave et moderniseringsprogram for den offentlige sektor, sagde hun på vej til Amalienborg tidligere i dag og tilføjede:
- Herunder arbejdet med, hvordan vi kan sikre, at vi får mere kernevelfærd for pengene og mere frihed til de offentligt ansatte, at vi kan få sat fokus på mål- og rammestyring i stedet for detailstyring af alle de dygtige medarbejdere i den offentlige sektor. Det bliver en kæmpe opgave, og jeg glæder mig.
Også udbredelsen af mere frit valg i den offentlige sektor bliver Sophies Løhdes ansvar. Noget der i flere år har været en mærkesag for Venstre.
Offentlige ledere skal være bedre
Der kommer til at ske noget i den offentlige sektor i de kommende år. Det forsikrede Lars Løkke Ramussen i går, da han præsenterede den nye VLAK-regering.
I sin tale pegede han på fire områder, som er helt centrale for den nye trekløverregering. Et af dem er "at styrke kernevelfærden".
Om det lød det blandt andet fra statsministeren:
- Skal vi have god offentlig service, så forudsætter det i den grad også, at de offentligt ansatte mødes med respekt for deres faglighed, og ikke mindst at de mødes af dygtige ledere, som kan engagere og motivere
- Derfor nedsætter vi en ledelseskommission, som kan skabe et fundament for bedre, mere moderne og inddragende og tillidsfuld ledelse i det offentligt. Også med det sigte, at vi får lidt mere udveksling mellem den private og offentlige sektor, sagde Løkke.
Både Jensen og Løhde overtager fra Hjort
Dømt ud fra den kongelige resolution, der officielt opretter den nye ministerpost, kan der med Sophies Løhdes nye ministerpost blive tale om alt fra et ministerium, der mest er oprettet, fordi der var brug for et ministerium, til et reelt strategisk kraftcenter.
Det vurderer samfundsforsker Johannes Andersen, der er lektor ved Aalborg Universitet, over for Ritzau.
Ét er dog sikkert:
Klokken 14:45 er der overdragelsesforretning i Finansministeriet, hvor den afgående finansminister Claus Hjort Frederiksen overdrager ministeriet til både finansminister Kristian Jensen og offentlig innovationsminister Sophie Løhde.
Sophie Løhde forlader posten som sundheds- og ældreminister, som hun har haft siden 2015.
Kristian Jensen forlader udenrigsministerposten som han har haft siden 2015. Med skiftet markerer han ifølge DR's politiske korrespondent Christine Cordsen, at han er kronprinsen i Venstre. Tidligere har han været skatteminister i seks år.