Spillet om overborgmesterposten er gået i gang: Hvordan foregår det, og hvem er i puljen?

S vil foretrække en spidskandidat, som er håndplukket ude fra rådhuset, mener forsker og korrespondent.

Socialdemokratiske Lars Weiss er fungerende overborgmester i København. (Arkivfoto) (© (c) DR/Scanpix)

Hvem kommer Socialdemokratiet til at satse på ved næste års kommunalvalg?

Det er det store spørgsmål, efter at Frank Jensen (S) i går trak sig som overborgmester på baggrund af en række krænkelsessager.

Frank Jensen, der nåede at være overborgmester i næsten 11 år, var udset til endnu en valgkamp som spidskandidat. Sådan gik det ikke, så nu skal Socialdemokratiet finde et nyt kort til pladsen.

- Der er blevet ryddet op, og Frank Jensen har taget konsekvensen, så jeg tror ikke, at det på den måde kommer til at spille en rolle ved valget, siger Roger Buch om Frank Jensens sag. (Arkivfoto) (Foto: Kim Haugaard © Scanpix)

I første omgang er det gruppeformand Lars Weiss, som er fungerende overborgmester. Formelt skal der vælges en ny overborgmester torsdag 29. oktober, når næste møde i Københavns Borgerrepræsentation holdes.

Det er dog ikke sikkert, at der bliver tale om en ren formalitet, lyder det fra Roger Buch, der forsker i kommunalpolitik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- De skal overbevise de andre partier om, at det er Socialdemokratiet, der skal køre videre med overborgmesterposten. Det er sådan set et åbent spil som ved et konstitueringsspil efter hvert kommunalvalg, så det bliver spændende at se, hvem man vælger, og om de andre partier er med på, at S skal køre videre, siger han.

En ny bliver nok hevet ind

Hvis der bliver enighed om, at Lars Weiss skal fortsætte, kommer han til at gøre det perioden ud.

Derefter er det formentlig slut, vurderer Roger Buch.

Det kan blandt andet tilskrives formatet for den tillidsafstemning, som Frank Jensen inviterede til i søndags, hvor man skulle række hånden op, hvis man havde tillid til Jensen.

Det kan nemlig bide de tilbageværende socialdemokatiske medlemmer bagi.

- De accepterede, at man brugte håndsoprækning, som jo ikke er den måde, man træffer demokratiske beslutninger på. Frank Jensen har med sine krænkelser faktisk ikke kun ødelagt sit eget politiske liv, men har også skabt et gigantisk problem for dem, der sidder i borgerrepræsentationen og svækket Weiss i forhold til at blive en permanent kandidat, siger Roger Buch.

Cordsen: S vil foretrække en kvinde

Ligesom Roger Buch mener DR's politiske korrespondent Christine Cordsen, at det mest sandsynlige er, at Socialdemokratiet finder en spidskandidat udefra.

Allerhelst et stort navn.

- Overborgmesteren i København er meget, meget vigtig for Socialdemokratiet. De har haft den post, al den tid den har eksisteret, og det er utrolig vigtigt for partiet at bevare den. Ved de seneste kommunalvalg er man blevet bidt lidt i haserne af Enhedslisten, så det er vigtigt at finde et navn, der kan være en stemmesluger, så S kan bevare posten, siger hun.

Ingen har endnu meldt sig på banen som en mulig spidskandidat, men ifølge Christine Cordsen er flere navne oppe at vende. Blandt andre er Helle Thorning-Schmidt, tidligere S-minister Christine Antorini og nuværende undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil blevet kastet i puljen.

- Det er meget vigtigt at sige, at vi ved ikke præcis, hvordan det foregår hos S med at finde et nyt navn, men der er forskellige navne på rygtebørsen, og de her er nogle af dem.

  • Efter at Helle Thorning-Schmidt var statsminister, har hun blandt andet været direktør i Save the Children International. (Foto: Thomas Lekfeldt © Scanpix)
  • Som undervisningsminister stod Christine Antorini bag folkeskolereformen. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)
  • Pernille Rosenkrantz-Theil har en fortid som folketingsmedlem for Enhedslisten. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)
1 / 3

- Det er den type navne og kendte poltikere, man går efter, og der er også mange signaler fra både S i København og i det hele taget om, at man vil gå efter at finde en kvinde, som kan stå i spidsen for S i København, for efter hele det her forløb ville det være et godt signal at sende at sætte en kvinde i spidsen, lyder det fra Christine Cordsen.

Kommunalvalget afholdes 16. november næste år.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter