Spiser du buræg uden at vide det? Nu vil Enhedslisten have et forbud

Det er svært helt at fravælge buræg i indkøbskurven, for de kan være brugt som ingredienser i andre fødevarer.

Står det til Enhedslisten, skal det være slut med at producere æg fra burhøns i Danmark. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

De er efterhånden umulige at finde i æggebakkerne i de danske supermarkeder.

Buræg, den udskældte type æg fra høns i bure med et areal per høne på lidt over et A4-ark, er nemlig blevet taget af hylderne i de fleste større supermarkedskæder.

Alligevel kan man sagtens ende med at have fået buræg med hjem i indkøbsposen.

For mens der ikke ligger buræg i æggebakkerne, bruges de som ingredienser i andre fødevarer.

Og der er intet krav om, at der skal stå på pakkerne, at det er buræg.

Derfor mener Enhedslisten nu, at det er på tide helt at forbyde produktion af buræg.

- Burhøns lever på meget lidt plads med dårlige muligheder for at udfolde sig på naturlige måder for høns. Så deres liv er ikke gode, og det vil vi gerne ændre på, siger fødevareordfører Mai Villadsen.

Salget dykker

Salget af buræg i Danmark er styrtdykket de seneste år, særligt efter at supermarkederne er begyndt at fjerne dem fra hylderne.

Men selvom der i dag produceres langt færre buræg end tidligere, udgør de stadig en betydelig del af de æg, der lægges af høns hos danske ægproducenter.

De seneste tal fra brancheorganisationen Landbrug og Fødevarer viser, at mens der i 2010 blev produceret 34.000 ton buræg i Danmark, var tallet sidste år 13.900 ton.

Det er lidt under en femtedel af alle de æg, der produceres i Danmark, mens det tilbage i 2010 var mere end halvdelen.

Men selvom udviklingen allerede går i retning af færre buræg, mener Enhedslisten, at det ikke er nok.

- Mange forbrugere ønsker ikke at købe dem. Derfor vil vi forbyde produktionen af dem, for når folk så tydeligt vælger det fra i deres indkøb, så betyder det formentlig også, at de ikke ønsker buræg i de produkter, de køber. Det kan man ikke gardere sig mod i dag, siger Mai Villadsen.

Buræg er mere klimavenlige

Hos Danske Æg, der er en brancheforening for blandt andre de danske ægproducenter, vækker forslaget ikke ligefrem begejstring.

Sektorchef Jørgen Nyberg Larsen mener slet ikke, at politikerne skal blande sig i udviklingen.

Han siger dog, at han ikke er helt afvisende over for forslaget, hvis der følger "nogle ordentlige kompensationsordninger" med.

Ifølge Jørgen Nyberg Larsen er der ikke grund til at være ude med riven efter buræggene, blandt andet fordi produktionen af buræg udleder mindre CO2 end andre typer æg.

- Når det gælder klimaaftrykket, er det foderet, der er afgørende. Burhønsene går i bure, så de kan ikke bevæge sig så meget. Hvis du rører dig meget, spiser du også mere. Det er sådan, det hænger sammen, siger han.

Men det argument giver Enhedslistens Mai Villadsen ikke meget for.

- Der er ingen tvivl om, at når man producerer æg på mindre plads, udleder det mindre CO2. Men det er ikke enorme mængder CO2, vi taler om. Det er vigtigt, at vi laver et bæredygtigt samfund, som ikke kun er bæredygtigt i en klimamæssig forstand, men også når det gælder dyrevelfærd, miljø og sundhed i det hele taget, siger hun.

Lad udviklingen gå sin gang

Forslaget møder politisk opbakning fra SF, og i Dyrenes Beskyttelse er man også begejstret for, at et forbud nu tages op politisk.

- Produktionen af buræg skal forbydes, fordi det er et helt igennem sørgeligt dyreliv, man byder hønsene, lyder det fra Birgitte Damm, der er chefkonsulent for landbrugsdyr hos Dyrenes Beskyttelse.

Men der er knap så meget opbakning at hente til forslaget fra Venstre og Dansk Folkeparti.

Begge partier mener, at man i stedet skal lade den udvikling, der allerede er i gang, fortsætte af sig selv.

- Det er omsonst at diskutere et forbud, for der vil bare være nogle æg, der kommer ind over landegrænserne til fødevareproduktion. Man kan jo ikke bare forbyde det i andre lande, så efter vores vurdering gør forbuddet ingen forskel, siger Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby.

'Et slag i luften'

Enhedslisten foreslår, at de nuværende producenter af buræg får en frist til 2022 til at omlægge produktionen til noget andet, og så vil man bede regeringen undersøge, hvad det vil koste for producenterne. Derefter skal det så overvejes, om man skal oprette en kompensationsordning på det beløb til producenterne.

Men det får Venstres fødevareordfører, Erling Bonnesen, til at kalde forslaget for "et slag i luften" og "populistisk".

- Det rammer ved siden af skiven, når de ikke ved, hvad de økonomiske og praktiske konsekvenser er af deres eget forslag. Hvis de virkelig forbød det på kort sigt, så vil der vælte æg fra udlandet ind over grænsen, siger han.

I regeringspartiet Socialdemokratiet er fødevare- og dyrevelfærdsordfører Anders Kronborg ikke klar til at sige hverken ja eller nej til forslaget, men kalder det "spændende" i forhold til etik og dyrevelfærd.

- Det siger sig selv, at her i en sommerferie kan man ikke vende tommelfingeren op eller ned, man er nødt til at få belyst konsekvenserne ordentligt.

- Men det er da et forslag, jeg er klar til at drikke en kop kaffe med Enhedslisten om, siger han.