Sprut og glæde på Radio24syv: 'Jeg har ikke drukket så meget... jeg kan godt passe mit job!'

Muligheden for at overleve har udløst glæde og overraskelse på Radio24syv i dag.

Tillidsmand og morgenvært Ida Herskind har ikke turdet tro på det: - Vi laver jo nyheder, og pludselig blev vi nyhederne. Vi har jo som tillidsmænd været i gang med opsigelser og sådan noget. Jeg havde virkelig oprigtigt ikke turde tro på det.

- Da vi hørte det, gav jeg simpelthen bare mit kreditkort til en god kollega, som løb ned efter to flasker Fernet-Branca.

Det siger Sofie Rye, der er journalist på Radio24syvs morgenflade, fra sit skrivebord i det åbne kontorlandskab. Hun havde, ligesom sine kolleger, håbet uden helt at turde tro på det.

- Det er den vildeste rutschebanetur. Vi har bare tænkt, vi ville passe vores arbejde - fuld fart derudaf. Og så dukker det her pludselig op. Men jeg har ikke drukket særlig meget... Jeg kan godt passe mit job. Men det er spændende, siger hun.

"Det" er nyheden om, at regeringen og Dansk Folkeparti vil sætte en DAB-kanal i udbud uden de geografiske krav, der har afskrækket Radio24syv-toppen fra at ville søge om at køre videre på FM-båndet som hidtil. Det betyder, at Radio24syv får mulighed for at fortsætte på en DAB-kanal - såfremt de vinder udbuddet.

Hvis Radio24syv vinder, vil stationen få 70 millioner om året de næste år til at drive kanalen videre.

Sofie Rye glæder sig over opbakningen fra lytterne og håber, at radioen kan fortsætte. - Man håber jo virkelig at det her bliver en realitet og at radioen bliver reddet. Men noget i en tør heller ikke håber 100 procent, siger hun.

Og det har vakt glæde i redaktionslokalet. Tillidsmand og morgenvært Ida Herskind forklarer, at stemningen siden meldingen er fuld af glæde, lettelse og især overraskelse.

- Alle stod samlet i newsroom og kiggede mod skærmen. Og så var der bare helt stille. Vi turde ikke håbe på noget, før Mette Bock så kom ud af døren med nyheden. Folk var lettede og glade, og vi hentede Fernet Branca. Det skulle fejres! fortæller en begejstret tillidsmand.

Lytternes reaktion har betydet meget

Efter det stod klart, at Radio24syvs ejere ikke ville søge FM4-udbuddet igen - og at radioen dermed ville lukke til efteråret - er støtten strømmet ind fra stationens lyttere, bedst symboliseret ved den underskriftindsamling, der opstod for at bevare radioen. Den har 29.113 mennesker indtil nu støttet.

De to journalister fortæller begge begejstret om støtten, der overrumplede dem fuldstændig. Ida Herskind forklarer, at hun som morgenvært kun er vant til at høre, når folk har klager og brok.

- Det er kommet fuldstændig bag på mig, hvor meget lytterne har bakket op. Det har betydet virkelig meget.

- Vi har jo nærmest oplevet vores egen begravelse. Vi har helt sikre på, det var slut - altså det var jo slut. Og vi har meget lyst til at fortsætte med at lave radio, forsikrer Ida Herskind.

På radioen fortsætter arbejdet som hidtil - dog med en Fernet-Branca indenbords for fleres vedkommende.

Chefen: 'Det ser interessant ud'

Det er ikke afklaret, om Radio24syvs ejere vil benytte muligheden for at søge om at drive den nye DAB-kanal.

Men foran Berlingske Medias kontorer på Pilestræde er direktør Anders Krab Johansen positiv over for den nye løsning.

- Det er positivt, at politikerne har tænkt sig om igen og sagt, at den aftale vi lavede, den var ikke god nok, siger han.

Berlingske Media ejer 70 procent af radioen, mens kommunikationsbureauet PeopleGroup ejer de resterende 30 procent.

Men det er endnu for tidligt at juble. Han har ikke set nogen papirer eller et regulært udbudsmateriale endnu, så før jublen bryder ud, vil han lige klappe hesten.

- Jeg mangler at kunne se, om det er realistisk. Det handler også meget om, hvilke krav der kommer. Det handler om, hvor mange man kan nå på internet, DAB, podcast - og hvad det er for nogle krav, der kommer til programmer, hvordan vi kan tjene penge ved siden af. Det skal gå op i en højere enhed, siger koncernchefen.

- Men det er da en rigtig god dag, fordi vi har fået mulighed for at redde 24syv.

Fakta om aftalen

  • Kanalen udbydes for fire år med et årligt offentligt tilskud på 70 millioner kroner, der finansieres af de midler, der er afsat til DAB-radiokanalen i medieaftalen.

  • Programfladen vil som minimum indeholde 70 minutter kulturnyheder per uge, som skal dække kulturlivet bredt, 20 timers øvrige kulturprogrammer per uge og 65 minutters nyhedsudsendelser per døgn.

  • Programfladen skal desuden indeholde følgende programkategorier: Sportsnyheder, aktualitetsprogrammer, aktualitetstemaer, satire, debatprogrammer samt udsendelser i reportage- eller montageform.

  • Kravet til nyproduktion fastsættes til mindst 90 timer per uge.

  • Kanalen får en bred musikprofil. Den maksimale andel af musik i sendefladen kan højest være 20 procent om dagen, 65 procent om aftenen og 55 procent om natten.

  • Der er adgang til reklamer. Disse skal dog placeres i blokke mellem programmerne.

  • Der stilles ikke krav til lokalisering af redaktioner og medarbejdere eller hvor produktionen skal finde sted.

  • Samme selskab kan ikke få programtilladelse til både den fjerde FM-kanal – der nu er i udbud – og den nye DAB-kanal.

  • Kanalen udbydes med sendestart tidligst 1. november 2019. Sendestart skal finde sted senest 1. maj 2020. Kilde: Kulturministeriet

Facebook
Twitter