Staten sparker ældre ud af arbejdsmarkedet først

Trods regeringens løfter om at beskytte de ældre på arbejdsmarkedet er det ofte det såkaldte grå guld, der bliver fyret først i staten.

Regeringen kritiseres nu for at fyre flest ældre medarbejdere i staten. (© Colourbox)

Statsminister Helle Thorning-Schmidt opfordrede i sin nytårstale til at beskytte de ældre på arbejdsmarkedet, men alligevel fyrer staten i høj grad det grå guld først, skriver Berlingske.

Økonomernes forbund, Djøf, har blandt deres egne medlemmer gennemgået 235 afskedigelsessager i 2013 for overenskomstansatte i staten. Flere end hver tredje er over 50 år, selvom gruppen kun udgør hvem femte medarbejder.

Hvis man kigger på 150 andre afskedigelser i kommuner og regioner er billedet det sammen, skriver avisen.

Kritik af personalepolitik

- Det er meget bekymrende, at statistikken viser et så entydigt billede af, at de ældre ansatte har større risiko for at blive fyret, siger Lars Qvistgaard, formand for Djøfs overenskomstforening, til avisen.

Han kritiserer statsministeren for ikke at gøre ord til handling og beskytte de ældre på arbejdsmarkedet.

Flere arbejdsmarkedsforskere kritiserer også statens personalepolitik over for Berlingske. Blandt andet professor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet Henning Jørgensen.

Spørgsmål om lovlighed

- Det er ikke bare spørgsmål om, hvorvidt det er klogt eller uklogt. Det er et spørgsmål om, hvorvidt de mange afskedigelser af ældre medarbejdere i staten er lovlige.

- Vi har en situation, hvor vi har en mistanke om, at der foregår noget ulovligt, når statslige chefer afskediger ældre medarbejdere frem for yngre, siger han.

Han mener, at et politisk flertal må nedsætte et udvalg af eksperter, der kan undersøge årsagerne til fyringerne i staten.

/ritzau/

Facebook
Twitter