Statsgaranti til Christiania splitter Socialdemokraterne

Der er opstået splid i den socialdemokratiske folketingsgruppe om en 100 procent statsgaranti til Fonden Fristaden Christiania, erfarer DR Nyheder.

Fonden Fristaden Christiania har haft vanskeligt ved at låne penge i landets realkreditinstitutter. Derfor har fonden søgt om at få statens opbakning. Det er et flertal nu parat til. (Foto: Gonzales Photo © Scanpix)

En sag om lovning på 100 procent statsgaranti til Fonden Fristaden Christiania skaber nu intern splid i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

I går kom det frem, at et rødt flertal står bag en økonomisk rygdækning til Christiania, så de kan låne penge hos realkreditinstitutterne.

Men ifølge DR Nyheders oplysninger er det så langt fra alle medlemmer i S-gruppen, der er enige.

Ingen ønsker at stå frem med kritikken, men forskellige kilder siger til DR Nyheder, at "det kommer fuldstændig bag på os", og "det er dybt urimeligt".

Kritik fra Orla Hav

Mange i folketingsgruppen mener, at der er tale om forskelsbehandling, fordi der i mange andre egne af Danmark er givet afslag på yde statsgaranti.

Kun det socialdemokratiske folketingsmedlem Orla Hav tør stå frem med kritik:

- Jeg synes, Christiania er et frisk pust i København, men jeg synes, at man skal give samme muligheder for beboelse andre steder i landet, siger han.

Fonden Fristaden Christiania har haft vanskeligt ved at låne penge i landets realkreditinstitutter. Derfor har fonden søgt om at få statens opbakning. Det er et flertal nu parat til.

Corydon har givet grønt lys

Onsdag eftermiddag var der stor forvirring om, hvilken socialdemokratisk minister der havde nikket til beslutningen om at yde statsgaranti.

Ansøgningen fra Fonden Fristaden Christiania er nemlig i første omgang sendt til den radikale klima- og energiminister Rasmus Helveg-Petersen, der også er bygningsminister.

Men kilder oplyser til DR Nyheder, at den socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon har givet grønt lys til at yde statsgarantien.

Gruppemøde i morgen

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra socialdemokraternes Christiania-ordfører, Mette Reissmann.

Sagen vil torsdag morgen blive taget op, når Socialdemokraterne holder gruppemøde på Christiansborg. Her vil de kritiske S-medlemmer afkræve ledelsen svar.

Selv om rød blok står bag beslutningen om at yde 100 procent statsgaranti til Fonden Fristaden Christiania, har fonden endnu ikke endeligt tilsagn.

Den radikale Christiania-ordfører, Ida Auken, siger, at hun er af den opfattelse, at rød blok er enige om at yde 100 procent statsgaranti til Fonden Fristaden Christiania.

Facebook
Twitter