Statsløs til fare for rigets sikkerhed

Søren Pind: Danmark er havnet i et dilemma og kan ikke udvise statsløse, selvom de anses for farlige for rigets sikkerhed.

Danmark kan ikke udvise statsløse, selvom de anses for farlige for rigtes sikkerhed. En konvention sikrer dem dansk indfødsret, oplyser Søren Pind (V). (© DR)

Integrationsminister Søren Pind (V) har bedt Folketingets partier tage stilling til statsløses ret til dansk indfødsret.

Det fortalte han på et pressemøde torsdag eftermiddag.

- På baggrund af en konkret sag er det sådan, at vi er kommet i et dilemma. Det er, at konventionen om statsløse lægger op til, at også folk, der er til fare for rigets sikkerhed også har krav på indfødsret, sagde ministeren.

Det er Folketinget, som bevilliger indfødsret.

Søren Pind ville ikke fortælle om, hvilken sag det drejer sig om. Han fortæller, at han er blevet orienteret af PET, men at han ikke ved ret meget om sagens konkrete indhold.

Ny lov skal behandle problemet

På pressemødet fortalte integrationsministerien, at han på Folketingets første forsamling efter sommerferien vil bede Folketinget om at behandle et lovforslag, der skal behandle problemet.

Søren Pind har bedt Folketingets partier om at melde tilbage til ham senest fredag i næste uge og fortælle, hvordan de mener, at problemet bør løses.

Statsløse kostede Rønns afgang

Sagen om de statsløse palæstinensere rullede, da det kom frem, at Integrationsministeriet i årevis har brudt to FN-konventioner om statsløses rettigheder.

Det skete, selvom myndighederne kendte til konventionerne, der giver unge statsløse ret til dansk statsborgerskab på særligt lempelige vilkår.

Afsløringerne førte til, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i marts måned måtte træde tilbage.

Statsløse fik tilladelse

Og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) erkendte efterfølgende, at hun personligt hørte om problemerne allerede i efteråret 2008. Men først i januar 2010 informerede hun Folketinget og rettede fejlene.

Et år senere informerede ministeriet om sagen på sin hjemmeside. Herefter fik 400-500 statsløse tilsendt et brev om, at de kan søge om indfødsret i Danmark.