Statsministeren forsikrede, at der var testkapacitet nok: Stadig langt til regeringens eget mål

Venstre og SF er bekymrede over situationen.

Ventetiderne på at blive coronatestet er stadig for lange, og det er bekymrende, lyder det fra begge sider i folketingssalen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Fra begge sider af folketingssalen bliver der rettet kritik mod regeringen.

Ventetiderne på at blive coronatestet er stadig for lange, og det er bekymrende, når statsminister Mette Frederiksen (S) ellers har forsikret, at testapparatet er godt nok, lyder det.

Det er kun fem dage siden, Mette Frederiksen sagde, at der var kapacitet nok hos myndighederne til at følge med de flere og flere udbrud med coronavirus og til at teste folk.

På det første pressemøde om coronasituationen i månedsvis spurgte DR's politiske korrespondent, Christine Cordsen, ind til netop testkapaciteten i lyset af de seneste udbrud i flere egne af landet.

Er du stadig sikker på, at kapaciteten er der?

- Jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, om organisationen, vi har bygget op her over det seneste halve år, har styrken til også at bringe os igennem sensommeren og et efterår.

- Det har den, fastslog statsminister Mette Frederiksen.

Samtidig lagde hun ikke skjul på, at tilfælde, hvor borgere møder mange dages ventetid, før de kan blive testet, særligt i Østjylland, er uacceptable.

- Nogle af de eksempler, der er, er ikke gode nok. Det skal der rettes op på - både lokalt og fra myndighedernes side, sagde statsminister Mette Frederiksen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) forsikrede under pressemødet, at hun er overbevist om, at testberedskabet er godt nok. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

'En hjørnesten i vores indsats'

I løbet af den første halvdel af august er ventetiden på coronatest eksploderet i takt med voksende lokale smittetal. Det hænger sammen med, at mange flere borgere skal testes.

Ventetiden har været helt oppe på 15 dage i Randers, 14 dage i Horsens og 12 i Skanderborg. Og endnu må man i Østjylland og i Odense vente et par dage, før man kan blive testet.

I Københavnsområdet er der lige nu en ventetid på fire dage flere steder. I Ballerup to dage og i Hillerød tre dage.

På hjemmesiden coronaprover.dk, hvor man kan booke tid til en test, havner man i skrivende stund i en kort kø, før man kan få lov at logge ind med NemID.

Det er på trods af, at der i den aftale om genåbningen af Danmark, som regeringen lavede med Folketingets partier fredag, står:

- En klar målsætning er, at 80 procent skal have adgang til covid-19-test inden for 24 timer, og at 80 procent får svar på test dagen efter, at testen er foretaget.

Efterfølgende lød det da også fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at testkapaciteten er helt central for håndteringen af coronavirus.

- Det er noget, der er helt afgørende - en hjørnesten i vores indsats, sagde han og glædede sig over, at flere og hurtigere test netop var en del af aftalen.

Kritik fra alle sider

I Venstre er næstformand Inger Støjberg, sundhedsordfører Martin Geertsen og finansordfører Troels Lund Poulsen urolige over testkapaciteten i Danmark.

Så urolige, at de trods en forsikringen fra regeringen i forbindelse med forhandlingerne om genåbning i sidste uge, har skrevet et brev til sundhedsminister Magnus Heunicke.

- Den lange ventetid er uacceptabel, skriver de.

Og risikabelt.

- Det kan have store konsekvenser for danskernes sundhed og for økonomien, hvis vi ikke sikrer en testkapacitet, hvor alle kan blive testet og få svar hurtigt. Hertil kommer, at der er langt større risiko for, at vi smitter hinanden i ventetiden, skriver de tre Venstre-profiler.

Inger Støjberg (V) understregede ved genåbningsforhandlingerne, at en hurtig test-indsats var vigtig for Venstre. (Foto: © THOMAS SJØRUP, Scanpix)

Inger Støjberg uddyber over for DR Nyheder, at hun er bekymret.

- Vi skal have bugt med den her virus, og testkapaciteten er et meget vigtigt våben, siger hun.

Også SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann-Andersen ser røde advarselslamper blinke.

- Det er ikke tilfredsstillende, og jeg er bekymret for, om man kan følge med på den lange bane - også når det gælder personale, der skal udføre testene.

Hun anerkender, at det tager tid at skaffe flere folk til testberedskabet, men mener samtidig, at det bør være af højeste prioritet for regeringen. Ellers er hun bekymret for, at nogle simpelthen vil opgive at blive testet - det har hun allerede hørt eksempler på.

- Det er regeringens ansvar at opbygge en organisation, hvor man får den tilstrækkelige kapacitet til at teste. Det må vi bare konstatere, at det ikke er lykkedes endnu.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har ikke ønsket at kommentere historien over for DR Nyheder.