Statsministeren og den færøske lagmand vil have Færøerne med i international handelsorganisation

Det skal nu undersøges, om Grundloven kan forhindre Færøerne at komme med i WTO.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og Færøernes lagmand, Aksel V. Johannesen, underskriver fælles anmodning til Højesterets præsident om at aktivere § 6-nævnet, så det kan undersøge, om Færøerne kan komme med i WTO som selvstændig nation. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Statsminister Mette Frederiksen (S) og den færøske lagmand, Aksel V. Johannesen, mødtes i dag for at tage et skridt nærmere i en proces, der skal forsøge at bane vejen, så Færøerne på sigt kan komme med i handelsorganisationen Verdenshandelsorganisationen (WTO).

Sammen skrev de under på en fælles anmodning om at få det såkaldte paragraf 6-nævn, Tvistløsningsnævnet, til at vurdere muligheden for færøsk medlemskab af WTO, selvom Færøerne er en del af Rigsfællesskabet.

Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Ikke sket før i historien

Det er nemlig ikke ligetil for Færøerne at blive medlem, da jurister i Udenrigsministeriet og Justitsministeriet mener, at Grundloven giver begrænsninger for Færøerne.

I paragraf 19 står der blandt andet, at den danske regering handler på "rigets vegne i mellemfolkelige anliggender".

- Der er et færøsk ønske om medlemskab af WTO i eget navn. Politisk deler den danske regering Færøernes ønske, og vi er derfor enige om at bede nævnet om en juridisk afklaring af, om det er foreneligt med Færøernes forfatningsmæssige status.

- Det er ikke sket før i hjemmestyrelovens 76-årige historie. Det er en vigtig begivenhed, som er et godt eksempel på, hvordan vi sammen tør gå nye veje i samarbejdet i rigsfællesskabet. Ligeværdigt og respektfuldt, siger statsminister Mette Frederiksen i pressemeddelelsen.

Statsministeren og lagmanden mødtes i forbindelse med, at det årlige rigsmøde i Rigsfællesskabet finder sted i dag. Her deltager også Múte B. Egede, leder af den grønlandske regering.