Statsministeren står fast på farvel til Store Bededag: Alle skal yde mere

Der skal knokles mere, og så ryger der en helligdag fra 2024, fastslog Mette Frederiksen i sin nytårstale.

Statsminister Mette Frederiksen (S) holder nytårstale på Marienborg i Kongens Lyngby, søndag den 1. januar 2023.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Selv om statsminister Mette Frederiksen (S) har sunget ”dejlig er jorden” i kirken og holdt juleferie, så var det med alvor i både øjne og tone, hun indledte sin nytårstale her til aften.

- Vi går ind i et år med økonomisk usikkerhed. Og desværre også med risiko for, at arbejdsløsheden stiger, lød det nærmest fra start fra Mette Frederiksen.

For hvor 2022 afløste et corona-præget 2021, så afløser 2023 et år med krig i Ukraine og store økonomiske udfordringer som stigende renter og høj inflation.

Den russiske invasion af Ukraine og den følgende økonomiske situation kommer samtidig med, at der ifølge regeringen skal investeres massivt i at nå de danske klimamål, og hvor der er behov for at opruste det danske forsvar.

Og så skal velfærden jo også styrkes, så vi holder hånden om de svageste i samfundet, lød det fra Mette Frederiksen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) holdt sin fjerde nytårstale som statsminister 1. januar 2023. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Slår fast: Vink farvel til årlig fridag

Derfor blev der sendt et klart signal fra statsministeren til danskerne om den kommende tid.

- Det vil kræve noget af os alle sammen, sagde Mette Frederiksen.

Og udover at nævne, at SVM-regeringen vil stå for at lave en række reformer, så skal danskerne altså vænne sig til, at første offer for at imødekomme de mange udfordringer bliver en sløjfet helligdag fra 2024. Det slog statsministeren fast.

- Jeg fornemmer, at forslaget ikke har opbakning hos alle.

- Men hånden på hjertet. Vi kan ikke overkomme både krig i Europa, klimakrisen og udfordringerne herhjemme, hvis vi ikke – hver og én – er klar til at yde mere, sagde hun.

Ask not what your country can do for you..

Det var som om, at Mette Frederiksen bagte op til SVM-regeringens bebudede reformer ved at understrege både udfordringer og nødvendigheden af, at danskerne står sammen, og at alle og enhver individuelt også yder mere.

Og da talen faldt på velfærdssamfundets udfordringer, var det næsten som at genhøre en vis tidligere amerikansk præsidents indsættelsestale fra 1961.

- At være en del af det danske velfærdssamfund handler ikke først og fremmest om, hvad vi hver især kan få ud af det. Men om, hvad vi hver især kan bidrage med, sagde hun.

- I perioder hjælper du mig, andre gange støtter jeg dig. Alle kan ikke det samme. Men alle skal gøre det, de kan.

Selv om der både var afstikkere til statsministerens tur i kirke over julen med citater fra både B. S. Ingemann og Anne Linnet, så var talen også dedikeret til at sende et signal om, at vi skal stå sammen, og vi skal tage fat.

Ros fra industrien, ris fra tidligere støtteparti

Lige præcis tonen glæder administrerende direktør i DI, Lars Sandahl Sørensen, der glæder sig over appellen til danskerne om, at vi alle sammen skal yde mere.

- Den velstand, velfærd og tryghed, vi alle ønsker os, kræver ekstraordinære indsatser fra os alle sammen. Derfor er det vigtigt og modigt, at det fremstår så tydeligt både i statsministerens nytårstale og i regeringsgrundlaget, at der kun er én vej frem, og det er, at vi alle løfter noget mere i fællesskab, lyder reaktionen fra Industriens Hus.

Søren Pape Poulsen, formand for Konservative, hørte en tale med fine signaler om, hvad der skal gøres – men han savner mere konkret at få at vide, hvordan det skal gøres, siger han.

- Fine ting. Det er jo meget konstateringer. Jeg er meget spændt på at se handling og på at se, hvordan det skal udføres. Det er jo det, der bliver interessant.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og formand for Det Konservative Folkeparti Søren Pape Poulsen. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix) (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)

Hos Enhedslisten, der indtil for få måneder siden støttede Mette Frederiksens etparti-regering, er der mest af alt kritik af talen. Mette Frederiksen forklarede, at noget af det, hun er mest stolt af i den nye regering, er ambitionerne på socialområdet.

Men det forstår Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, ikke, når hun ser på, hvad regeringen lægger op til.

- Det rimer mere på social deroute end et nybrud, der er positivt for socialpolitikken.

Og Inger Støjberg - formand for Danmarksdemokraterne - savnede flere emner i talen.

- Der var mange ting, hun ikke kom ind på. Eksempelvis udlændingepolitik og politi, men også sundhedsvæsnet, som jo fyldte rigtig meget i valgkampen og nærmest blev afgørende. Så det undrer mig, at det ikke fyldte i talen i dag, siger hun.