Vi har den alle sammen lige ved hånden. Nogle endda fra en meget tidlig alder.
Og står det til statsminister Mette Frederiksen (S), så har du og jeg et stort ansvar for at sørge for, at den ikke i så høj grad påvirker børn og unge.
For mobiltelefonen er en stor del af grunden til de yngste i samfundets mistrivsel.
Ja, den er endda farligere end trafikken.
Sådan faldt ordene fra Mette Frederiksen i dag, da SF's Pia Olsen Dyhr i en spørgetime i Folketinget bad hende om et svar på, om hun mener, at tech-giganter i højere grad skal reguleres.
Spørgsmålet udspringer af et borgerforslag, der allerede har indsamlet mere end de nødvendige 50.000 underskrifter, der skal til for at få det behandlet i Folketinget.
Men Pia Olsen Dyhr tog altså forskud på glæderne. Med henvisning til de velkendte 'pas på mig'-skilte i villavejskvartererne, der beder billister om at passe på børn, der leger på vejene, spurgte hun:
- Hvorfor overlader vi så børn til dem selv (på sociale medier, red.)? Eller endnu værre til tech-giganterne i den digitale verden?
'Rigtig meget starter og slutter her'
Og svaret faldt prompte.
- Det er jo ikke trafikken, der er det farligste for børn nu. Det er den her, svarede statsministeren og viste sin telefon i hånden og kaldte det et fremskridt, at de nu kan tage diskussionen i Folketingssalen.
- I lang tid har vi jo sagt, at hvis bare man kan få gratis psykologhjælp til vores børn, så kan man komme mistrivselsproblemerne til livs. Eller at det handler om normeringer eller noget tredje eller noget fjerde.
Og det handler da også om rigtig mange ting, tror Mette Frederiksen.
- Men rigtig meget starter og slutter her, sagde hun og henviste igen til telefonen i hånden.
- Jeg tror, der er en meget, meget, meget stor sammenhæng mellem det faktum, at vi aldrig nogensinde før har haft så mange børn, der ikke har haft det godt og så lige præcis denne her skærm.
Se hele Mette Frederiksens svar i videoen herunder:
Klar til regulering
I det borgerforslag, der er stillet, bliver der lagt op til at "beskytte børn og unges privatliv, trivsel og sikkerhed mod tech-firmaernes kommercielle udnyttelse ved hjælp af algoritmer, digital manipulation, dataindsamling og adfærdsdesign" ved at indføre love, der minder om nogle, som er indført i lande, vi normalt sammenligner os med.
Og statsministeren er klar til at regulere. Men vi har alle sammen et ansvar, understregede hun.
- Skal vi regulere? Ja. Skal vi passe på vores børn og unge? Ja. Skal vi have skærmene meget mere ud af skolen? Ja. Skulle de aldrig nogensinde have været inde i vuggestuen og børnehaven? Nej.
Og endeligt:
- Har vi et kæmpe forældreansvar? Ja. Kan vi stå med det alene? Nej. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Samfundet bliver nødt til at påtage sig et langt større ansvar.
- Fordi den generation, der vokser op lige nu, er i høj grad overladt til sig selv på den der skærm, og det tror jeg ikke der kommer ret meget godt ud af.
Mette Frederiksen blev dog ikke mere konkret på, hvad det er, regeringen er klar til at gøre.